Greiwing kommer til Danmark
Det tyske lastbil- og trailerudlejningsfirma Rudolf Greiwing fortsætter deres europæiske vækst og kommer nu også til Danmark som Greiwing Truck and Trailer Rental (GTT).
GTT tilbyder fleksible løsninger indenfor leje og/eller køb/salg af transportmateriel. Virksomheden er vokset støt siden starten i 2002 og ekspansionen betyder nu at også det danske marked får adgang til konkurrencedygtige priser og fleksible løsninger.
Det skriver GTT i en pressemeddelelse.
Virksomheden er ifølge egne oplysninger kendetegnet ved den personlige service, fleksible løsninger og ”fairness” i enhver henseende; en kunde er ikke blot en kunde – men en loyal partner. Grundfilosofien er således, at stærke relationer og et velbalanceret prisforhold vejer tungere end hurtig fortjeneste.
GTT tilbyder løsninger inden for lastbiler, 12 tons lastbiler med opbygning, silo- og tipsilotrailere, tank-, tip-, køle-, gardin- og bokstrailere samt containerchassiser og specialkøretøjer.
- Vi ser frem til at lære jer at kende, og vi vil gøre vores yderste for at indfri jeres forventninger, lyder meldingen fra Rudolf Greiwing.
Tanken er, at etablere den danske afdeling i Padborg-området.