Udvidelse af Rønne Havn er VVM-pligtig
Trafik- og Byggestyrelsen oplyser, at der forud for udvidelsen af Rønne Havn skal udarbejdes en VVM-redegørelse for projektets påvirkning på miljøet.
Ifølge styrelsen er projektet VVM-pligtigt, fordi det er omfattet af den såkaldte ”bekendtgørelse nr. 579 af 29. maj 2013 om miljømæssig vurdering af visse anlæg og foranstaltninger på søterritoriet, § 2, nr. 1.) Søhandelshavne, anløbsbroer til lastning og losning, der er forbundet med havneanlæg til lands og til vands, og som kan anløbes af fartøjer på over 1.350 tons.”
Udvidelsen af Rønne Havn omfatter etableringen af en cirka 750 meter lang ydre dækmole, som senere vil blive forlænget med 650 meter. Herudover vil der ske en uddybning af havnen til 11 meter, hvoraf uddybningsvolumen af sedimentet er på 1.100.000 kubikmeter. Der vil ske en opfyldning af søterritoriet af 900.000 kubikmeter, og der vil blive etableret en 500 meter lang stenindfatning. Derudover vil der blive foretaget nedbrydning af eksisterende dækmoler.