Dachser opretter ny global struktur
Dachser har oprettet en ny central organisatorisk enhed ved navn Corporate Solutions, Research & Development med det formål at udvide sine forretningsaktiviteter på området for globale, branchespecifikke logistikløsninger og samle sine research- og udviklingsaktiviteter.
Chef for den nye koncernenhed bliver den erfarne leder Stefan Hohm, som Dachser har fundet i egne rækker. De sidste syv år har han ledet logistikcentret i Hof i Tyskland.
Sammen med sit team vil den 43-årige Hohm implementere verdensomspændende forsyningskæder for kunder fra brancher, der har virksomhedens særlige fokus. Den nye koncernenhed vil desuden samle Dachsers research- og udviklingsaktiviteter og samarbejde tæt med koncernenheden Corporate Development & Strategy og med Corporate IT. Stefan Hohm vil referere direkte til CEO Bernhard Simon.
Den nye enhed vil også få ansvar for ny og fortsat udvikling af merværditjenester, der supplerer transport og oplagring på alle trin i Dachsers samlegodsnetværk. Det omfatter dedikerede tjenester til særlige kunder, branchespecifikke merværditjenester og premium-tjenester i forbindelse med leverancer til slutkunder.
Veletableret markedsposition
Dachser har allerede etableret to branchespecifikke løsninger i Europa, nemlig Dachser DIY Logistics og Dachser Chem-Logistics, der håndterer seks millioner forsendelser årligt. Ralf Meistes (DIY Logistics) og Michael Kriegel (Chem-Logistics) vil fortsat stå i spidsen for disse to afdelinger, som fremover vil høre ind under Corporate Solutions, Research & Development.