DHL afviser salg af Global Forwarding
Den globale speditionsbranche har i et par uger holdt ekstra godt øje med nyheder vedrørende speditions-armen hos en af verdens største transport- og logistikkoncerner Deutsche Post DHL; DHL Global Forwarding and Freight (DGFF).
Årsagen er, at nyhedsbureauet Reuters i midten af februar bragte nyheden om, at unavngivne kilder tæt på det tyske konglomerat fortalte om, at Deutsche Post overvejede at sælge eller udskille DHL Global Forwarding fra moderselskabet - med Japan Post som mulig køber.
Afviser rygter om salg
Rygterne er naturligvis også kommet den absolutte top i den tyske transportgigant for øre, og for første gang siden Reuters artikler om et muligt salg af DGFF nåede overskrifterne i alverdens transportmedier, tager administrerende direktør hos Deutsche Post, Frank Appel, nu bladet for munden.
Det sker i form af et enkelt citat til luftfragt-mediet Air Cargo News, hvor Appel afviser rygterne om, at DHL Global Forwarding and Freight skulle være til salg:
- For at rydde op i falske rygter og for at være entydig: Deutsche Post DHL er ikke i færd med at undersøge salget af vores Global Forwarding and Freight Division (DGFF). Vi har en ledende markedsposition i denne branche med et stærkt brand, et globalt netværk uden sidestykke og branchens bedste folk. DGFF er en kerne i vores virksomhed, og vi ser en god fremtid for den som en del af Deutsche Post DHL Group, lyder det fra Frank Appel.