Ny tanktransport til Thyholm
Vognmand Erik Søndergaard i Odby mellem Oddesund og Thyholm har en forkærlighed for svenske lastbiler. Størstedelen af flåden på ca. 25 trækkende enheder stammer fra Scania.
I fjor fik Søndergaard Transport leveret en ny Scania R 410, og for nylig rullede en ny R 450 LA 6x2/4 ud fra Stiholts afdeling i Thisted med retning mod Odby.
Søndergaard Transport beskæftiger sig med tanktransport, og den nye 450’er er da også skræddersyet til kørsel med bl.a. flydende tjære. Chassiset er ADR-godkendt fra fabrik, og virksomheden har selv opbygget bilen med div. udstyr - herunder også lossesystemet. I stedet for at losse ved hjælp af en kompressor eller et hydraulikanlæg anvendes motorens udstødningsgas til losningen. Trækkerens udstødning kobles til sættevognens tank, og ved at aktivere motorens røgbegrænser skabes ca. 2 bar overtryk i tomgang. Det bidrager til markant hurtigere losning.
Som tanktransportør går vognmand Erik Søndergaard meget op i lav egenvægt på materiellet for at kunne køre med så stort nyttelast inden for lovens rammer som muligt. Derfor er trækkeren bl.a. leveret med alu-fælge på alle aksler samt uden spoilersæt mm. Vognmanden er også meget sikkerhedsbevidst, hvorfor den nye R 450 er udrustet med airbag i rattet samt selestrammer i førersiden. Desuden har Stiholt også monteret højresvings-sensorer på bilen samt en advarselslampe i førerhuset, der advarer chaufføren om eventuelle bløde trafikanter ved højresving.
Sælger Lars Pedersen fra Stiholt i Thisted har leveret R 450’eren til Søndergaard Transport.