Ingen særregel på slæbebåde, tak
Danske slæbebådsrederier risikerer markant højere forsikringspræmier som følge af nyt lovforslag.
Det skriver Danmarks Rederiforening.
Et nyt lovforslag lægger op til, at dansk lovgivning skal gå markant længere end andre lande i forhold til at kræve dobbeltforsikring, når slæbebåde trækker visse slæb.
Der indgår et såkaldt ”sekundært ansvar” i det fremlagte forslag, hvilket kan hæve forsikringsbetalingen med 10 procent på visse slæbebåde til trods for, at staten ikke 20 år tilbage har lidt tab, som den nye forsikring ville afbøde.
Der bør ikke indføres den type sekundært ansvar, mener Danmarks Rederiforening, da det blot vil pålægge slæbebådsrederier nye omkostninger, uden at der kan peges til nogen positiv effekt. Den type ubegrundede særregler har en åbenlys negativ effekt på rederiernes konkurrenceevne. Det mener blandt andet et af de rederier, som får problemet helt ind på kroppen i form af højere omkostninger.
- Det bliver sværere for os at konkurrere. Vi vil blive fravalgt, simpelthen fordi vi er for dyre, siger Niels Ove Henriksen, ejer og direktør i Svendborg Bugser til Fyns Amts Avis den 20. februar. Han fortæller, at det vil skævvride i forhold til de internationale konkurrenter, som rederiet oftest er i direkte konkurrence med:
- Vi håber, lovforslaget ikke bliver stemt igennem i Folketinget. Det er ikke ret og rimeligt, at vores konkurrenter kan sejle billigere end os, siger han i avisen.
Stigning på 10 procent
Danmarks Rederiforening rejste allerede problemstillingen, da lovforslaget var i høring. Ændringerne er blandt andet fremsat for at rette op på en åbenlys skævhed i en lov fra 2012, som – netop på grund af udfordringen – aldrig er blevet sat i kraft. Rederiforeningen har arbejdet sammen med Søfartsstyrelsen om at finde en gangbar løsning, men desværre viser konkrete prisudspil fra forsikringsselskaberne, at den løsning er uholdbart dyr. Faktisk kan det betyde en stigning på 10 procent på i forvejen dyre forsikringer.
- Et rederi med fem berørte slæbebåde vil årligt blive påført en ekstraudgift på omkring 100.000 kroner om året. Det er mange penge – især set i forhold til, at der ikke er nogen grund til den udgift. Der har ikke i de sidste 20 år været et forlis, hvor forsikringen ville være trådt i kraft, og hvis der endelig har været en situation, hvor staten har hængt på regningen, så er den gået rettens vej og har vundet, fortæller Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
Han håber derfor, at partierne vil pille det sekundære ansvar ud i den kommende lovbehandling. Helt specifikt handler det om at få streget stk. 3, 4 og 5 i §170a i det nye lovforslag, så vil staten fortsat være dækket ind – og der gives ikke unødige udgifter til de mindre slæbebådsfirmaer.
Lytter til kritikken
Heldigvis er regeringspartiet Venstre ikke afvisende overfor at undgå ubegrundede regler og udgifter for søfarten:
- Vi har forsøgt at lave en lempelse af reglerne. Bliver det vurderet, at der er taget et skridt i den rigtige retning, men at skridtet bør være større, lytter vi naturligvis til kritikken og ser, om vi kan skrue det bedre sammen, fortæller Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører i Venstre og ordfører på lovforslaget.
Han fortsætter:
- Jeg vil meget gerne have lov at kigge på det. Vi er i regeringen meget indstillet på at fremme det, vi kalder Det Blå Danmark, fordi det er til stor gavn for Danmark, siger Torsten Schack Pedersen til Fyns Amts Avis lørdag den 20. februar.
Lovforslaget behandles torsdag i Folketingssalen.