Organisationer knytter tættere bånd
Efter flere års tæt samarbejde styrkes båndene endnu engang mellem de to transportorganisationer ITD og Danske Busvognmænd.
På et møde mellem de to organisationers ledelse tirsdag den 9. februar faldt aftalen om et styrket erhvervspolitisk samarbejde på plads. Aftalen betragtes som en naturlig videreudvikling af det samarbejde, de to organisationer har haft igennem de sidste mange år. ITD og Danske Busvognmænd har siden 2013 delt kontor på Vesterbrogade i København.
- Vi har valgt at udvide vores samarbejde med ITD, fordi vi mener, at det er i vores medlemmers interesse. Vores medlemmer har igennem årene modtaget en række services og rådgivning fra ITD, og vi har igennem de sidste år samarbejdet tæt om en række erhvervs- og transportpolitiske tiltag. Ud af dette arbejde er der vokset et ønske om at få en endnu bedre aftale i stand om et større samarbejde. Det er vi nu kommet i mål med, siger Steen Bundgaard, adm. direktør i Danske Busvognmænd.
Samarbejdet betyder ikke noget for de to organisationers selvstændighed, som fortsætter som hidtil. Rent praktisk betyder aftalen også, at Danske Busvognmænd indgår som associeret medlem af ITD på linje med de samarbejdsaftaler, som Danske Busvognmænd har med Dansk Erhverv og DI. Overgangen som associeret medlem sker fra dags dato.
Fra ITD’s side er der glæde over, at samarbejdet med Danske Busvognmænd nu udvides.
- Det er helt klart en styrkelse af vores organisationer både set i et politisk perspektiv, men også i forhold til, at vi hermed i fællesskab repræsenterer et bredt udsnit af den danske transportsektor og dermed får en større tyngde. Vi ser frem til at videreudvikle samarbejdet med Danske Busvognmænd endnu mere og bidrage til at servicere og rådgive deres medlemmer, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.
Danske Busvognmænd har 289 medlemsvirksomheder, der tilsammen råder over 5.000 busser og 13.000 ansatte. Organisationens medlemmer dækker over turist-, rute-, og handicapkørsel. Samarbejdsaftalen betyder, at ITD inklusiv associerede medlemmer repræsenterer 1.094 medlemmer.