Hirtshals Havn får belgisk forbindelse
I midten af februar starter det Luxembourg-baserede rederi CLdN (Compagnie Luxembourgeoise de Navigation) en ny rute mellem Zeebrugge i Belgien og Hirtshals Havn i Nordjylland.
Ved anløb af Hirtshals Havn etablerer CLdN en direkte forbindelse mellem Nordjylland og Zeebrugge, og i parallelle samarbejder med Color Line, Fjord Line og Smyril Line, skaber rederiet desuden forbindelse mellem hele Norge, Nordatlanten og Zeebrugge.
CLdNs nye rute mellem Hirtshals og Zeebrugge vil tilbyde erhvervslivet og transportsektoren i den nordlige del af Jylland nye transportmuligheder, da ruten giver mulighed for direkte transport mellem Centraleuropa og Nordjylland. Yderligere giver CLdNs rute en række effektive transportkorridorer mellem Skandinavien og Centraleuropa, når den kombineres med ruterne mellem Hirtshals og fem destinationer i Norge samt på Færøerne og Island.
CLdNs nye rute vil starte op med et ugentligt anløb hver tirsdag morgen og transportere et mix af trailere, containere, selvkørende maskineri og biler. Ruten mellem Zeebrugge og Hirtshals vil give erhvervslivet i Jylland og i Norge effektive og konkurrencedygtige transportløsninger, og gøre Hirtshals Havn til del af et eksisterende og velfungerende rutenet.
Fra Zeebrugge vil Hirtshals Havn via CLdNs rutenet blive yderligere forbundet med Purfleet (London) og Killingholme i England, Dublin i Irland og Leixoes i Portugal. Endvidere vil CLdN også forbinde Hirtshals Havn med en ugentlig afgang til Gøteborg Havn.
Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn, udtaler:
- CLdNs beslutning om at indlede besejling af Hirtshals Havn er et af de væsentligste skridt, der er taget i forhold til Hirtshals Havn og logistiksektoren over de seneste år. Med dette samarbejde tager Hirtshals Havn et skridt mere ind i fremtiden som intermodalt logistikcenter i Skandinavien. Det er spændende, at rederier nu ser perspektiverne og potentialerne i Hirtshals Havns geografiske placering, og det er naturligvis tilsvarende ganske tilfredsstillende, at vi nu begynder at se resultaterne af havnens strategiske fokusering.
Rederiet CLdN er et Luxembourg-baseret virksomhed, og råder i dag over 20 ro/ro-skibe - rederiet har ultimo 2015 bestilt 12 nybygninger. Rederiet opererer ruter på Holland, Belgien, Storbritannien, Irland, Portugal, Sverige og Danmark, hvoraf flere af ruterne besejles med høj frekvens. CLdN er et veletableret familieforetagende med en lang tradition inden for skibsfarten.