Det blå Europa får ny topchef
Den maritime industris europæiske brancheorganisation SEA Europe får 1. marts 2016 ny generalsekretær, når Christophe Tytgat afløser Douwe Cunningham, der har været generalsekretær siden 2012.
Christophe Tytgat har siden 2001 arbejdet hos ECSA (European Community Shipowners Associations). I de sidste tre år har han været Senior Director med ansvar for konkurrence, juridiske og skattemæssige forhold samt social affairs. Han repræsenterer ECSA på disse områder over for EU-institutioner og øvrige interessenter. Det oplyser Danske Maritime.
Det er danske Kjeld Dittmann, der som formand for SEA Europe siden i sommer og på vegne af bestyrelsen har ansat den ny generalsekretær.
-Med Christophe Tytgat får foreningen tilført betydeligt større gennemslagskraft og omfattende erfaring med de emner, vi har på dagsorden. Vi har særligt fokus på tre mærkesager: Bedre internationale rammevilkår i retning af fair konkurrence og lige adgang til markederne, øget fokus på forskning og innovation, ikke mindst til gavn for ’first movers’ af ny teknologi, både blandt leverandører og redere, samt at fremme den gensidige anerkendelse af godkendelser hos landemes klasseselskaber, så det bliver nemmere og billigere at bringe nye produkter på markedet, siger Kjeld Dittmann.
De maritime virksomheder i Europa, som omfatter skibsværfter og producenter af maritimt udstyr og service, omsætter årligt for over 90 milliarder euro og har cirka 500.000 direkte beskæftigede. SEA Europe blev dannet i 2012 som en fusion mellem den snart 50-årige værftsorganisation CESA (Community of European Shipyards Association) og den yngre EMEC (European Marine Equipment Council).