23948sdkhjf

Godsbanen leder efter sidespor

DTL mener, at der et stort potentiale.

Læssepladser og sidespor, som vi kender dem fra film med Olsen Banden fra 70’erne er efterhånden et sjældent syn i dagens Danmark.

Flere virksomheder kan derfor ikke længere få transporteret gods på bane, selvom de måtte ønske det. Der er potentiale for mere konventionelt gods, men omlæsningssteder mangler, selv om der dog findes en række omlæsningssteder, der stilles gratis til rådighed af Banedanmark. Det skal der gøres noget ved, så banegodset får bedre betingelser.

Politisk aftale

Det er blot én af flere konstateringer, som Trafik- og Byggestyrelsen gør sig i en ny analyse om fremme af gods på bane. Analysen er netop blevet oversendt af transport- og bygningsministeren til Folketinget.

Analysen er en udløber af en politisk aftale med arbejdstitlen ”En moderne jernbane – udmøntning af Togfonden DK”. Formålet er at vurdere mulighederne for at skabe grundlag for, at en større andel af godstransporterne i Danmark sker med jernbane. Mere gods på bane vil mindske trængslen på vejene og sænke miljøbelastningen fra transportsektoren.

DTLs adm. direktør Erik Østergaard mener ikke, at analysen ligefrem er banebrydende, men et godt første skridt frem:

-Jeg synes, at analysen indeholder en række interessante – men også indlysende – iagttagelser af de betingelser, som banegods i dag opererer under. De høje priser for at benytte de danske kombiterminaler på grund af huslejepriserne, de store indskrænkninger for godstogene i ombygningsperioder på jernbanenettet og sårbarhed over for driftsforstyrrelser, når der mangler kanaler på strækningerne, er alle velkendte. Men det er godt, at de nu bliver dokumenteret, og at der helt konkret peges på, hvad der kan gøres – og af hvem.

Bane billigst i to ud af fem

Analysen tager udgangspunkt i fem cases for at få konkret viden om konkurrenceforholdet mellem vej og bane. I to ud af fem cases er banen "konkurrencedygtig med vej", som det hedder. Det er på strækninger fra Kolding til Herningværket og fra Taulov til Rotterdam – steder, hvor direkte omlæsning fra skib til tog er fremherskende.

I de øvrige tre tilfælde, hvor turen går fra byer i Jylland til terminalen i Høje Taastrup, er prisen højere på bane end på vej. Det skyldes primært håndteringen på terminalen og den for- og eftertransport, der er nødvendig – og som indebærer lastbilkørsel.

-En forudsætning har været, at der skal konsolideres tilstrækkeligt med gods til et heltog på 6-700 meter fem gange om ugen, som det kan være svært at samle i Danmark. Det kan sjældent konkurrere med lastbilen, der er mere dynamisk, vurderer Erik Østergaard.

Bedre betingelser

-Jeg kan være lidt ked af, at man fortsat taler om konkurrencedygtighed mellem vej og bane på denne måde, da det let bliver en meget firkantet debat, når politikere kommer ind over. Men jeg er bestemt tilhænger af, at der kigges nærmere på de mulige tiltag og indsatsområder, som Trafik- og Byggestyrelsen er nået frem til. Blot skal man huske, at man ikke kan planlægge sig til større godsaktivitet på banen. Det er rammebetingelserne, der skal være bedre for jernbaneoperatørerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063