Danmark og Ghana hånd i hånd
18.-21. januar var Søfartsstyrelsen i Ghana for at identificere potentielle samarbejdsområder, der kan fremme maritim vækst i Ghana og samtidig gavne dansk erhvervsliv.
Formålet med myndighedssamarbejdet mellem Danmark og Ghana er at benytte danske erfaringer og styrkepositioner, til at opbygge rammerne for bæredygtig vækst og beskæftigelse i den ghanesiske maritime sektor.
Ghana er et af de udvalgte lande, hvor Søfartsstyrelsen i samarbejde med Erhvervs- og Vækstministeriet og Udenrigsministeriet har udstationeret en maritim vækstrådgiver på den danske ambassade.
Ghana er et spændende land
Der var også danske interesser forbundet med besøget i Ghana. Hensigten var desuden at styrke Danmarks position og kommercielle relationer med Ghana og Vestafrika generelt. Ghana har en central placering i Vestafrika og er i øvrigt i en positiv økonomisk udvikling. Derfor kan et styrket samarbejde mellem Danmark og Ghana også være til gavn for dansk erhvervsliv.
Som forventet gav besøget Søfartsstyrelsen en større indsigt i den ghanesiske maritime sektor og input til mulige indsatsområder, hvor Danmark kan assistere Ghana i at styrke deres maritime sektor.
Gode erfaringer med piratbekæmpelse
Ghana placerer sig positivt i forhold til piratbekæmpelsen i Vestafrika, hvor overfald typisk er karakteriseret ved alvorlig magtanvendelse. I lyset af den alvorlige situation i Vestafrika fokuserer regeringens piratstrategi både på Afrikas Horn samt Guineabugten, hvor pirateri og væbnet røveri til søs er en særlig stor udfordring.
Den danske delegation besøgte the Maritime Trade and Information Sharing Centre for the Gulf of Guinea (MTISC), der overvåger maritime aktiviteter i Guineabugten. Dette er et nyt initiativ, der er etableret med henblik på at forhindre pirateri og væbnet røveri til søs i regionen.