Nye muligheder for speditører
De fleste sanktioner mod Iran er nu ophævet, og advokatfuldmægtig Søren Nicolay Edsen Johansen fra Danske Speditører råder speditørerne til at være parat til at kunne håndtere en stigning i forespørgslerne på transportopgaver til Iran.
- Vi må forvente en stigning i henvendelserne fra kunderne om transportopgaver til Iran. Det vil være en naturlig følge af, at EU og USA i forlængelse af en række tiltag i sommeren og efteråret 2015 har valgt at ophæve et stort antal sanktioner mod Iran. Ophævelsen er en følge af, at Iran nu lever op til den såkaldte JCPOA-aftale, siger Søren Nicolay Edsen Johansen.
Danske Speditørers Juridiske Afdeling ønsker at benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at Iran fortsat er pålagt visse sanktioner fra EU og USA. Hvilke fremgår af listen neden for.
Det var Erhvervsstyrelsen, der den 16. januar 2016 kunne oplyse, at danske virksomheder nu kan få adgang til det iranske marked i større omfang end tidligere.
Erhvervsstyrelsen oplyser om følgende lempelser:
Anmeldelses- og tilladelsesordningen til pengeoverførsler til/fra Iran er ophævet helt
En række iranske parter og enheder inden for olie-, gas-, shipping og finanssektoren samt en række iranske banker og finansielle institutioner er ikke længere omfattet af indefrysning
Forbud mod eksport af nøgleudstyr til olie-, gas- og den petrokemiske industri i Iran er ophævet helt
Det generelle forbud mod eksport af dual-use produkter er delvist ophævet (visse produkter er stadig forbudte at eksportere til Iran – se nedenfor)
Tilladelsesordningen til dual-use produkter på bilag III til forordning nr. 267/2012 er delvist ophævet (visse produkter kræver stadig eksporttilladelse til Iran – se nedenfor).
Endnu ikke ophævede EU-sanktioner
Der er forsat eksempelvis militærrelaterede sanktioner, samt sanktioner for særlige dual-use-varer og tjenesteydelser. Erhvervsstyrelsen oplyser følgende:
Det stadig er forbudt at eksportere dual-use produkter, der kan anvendes til missiler.
USA’s sanktioner
Advokatfuldmægtig Søren Nicolay Edsen Johansen gør opmærksom på, at danske virksomheder, der driver samhandel med USA, skal være særlig opmærksomme på de ændrede sanktioner.
Juridisk Afdeling erfarer, at USA’s myndigheder er ved at udarbejde en række retningslinjer for de såkaldte ”primary sanctions” i lyset af de seneste ændringer af ”secondary sanctions”.