23948sdkhjf

Dom i MOL Comforts forlis-sag

Speditørernes Retsværn: Søtransportør kunne ikke løfte bevisbyrden.

Der er netop faldet dom i det der efter sigende skulle være et af de største skibsforlis i nyere historie.

Sø- og Handelsretten har netop offentliggjort afgørelsen, der tilkendegiver, at sagsøgte ikke havde løftet bevisbyrden for ansvarsfrihed i henhold til Sølovens § 275, stk. 1. Transportøren var derfor erstatningsansvarlig i anledning af, at fire containere gik tabt ved forliset d. 17. juni 2013.

Sagen angik skibet MOL Comforts forlis på sin rejse fra Singapore til Jeddah. Skibet blev opereret af det japanske rederi ”Mitsui O.S.K Lines” og var bygget i 2007. Under rejsen opstod der en fatal revne i bunden af skibets skrog, der hurtigt udviklede sig til, at skibet knækkede over i to dele.

Forstavnen og agterstavnen holdt sig flydende i flere dage. Den indiske kystvagt forsøgte at iværksætte bjergningsarbejdet, men måtte opgive forsøget, da skibsdelene brød i brand og sank hhv. d. 6. og 10. juli 2013. Besætningen slap alle med livet i behold og blev bragt sikkert i land.

I dommens præmisser hedder det, at det omfangsrige materiale om skibets forlis ikke kunne lede til en entydig årsag til skibets forlis, og fortsætter:

»Der er i rapporterne peget på nogle forhold, som kan have haft betydning for forlisets indtræden, herunder navnlig forekomst af ”buckling deformations” i bunden af skibets lastrum 5 samt skibets ”still water vertical bending moment” (bøjningsmoment) på afsejlingstidspunktet. Om det sidstnævnte forhold bemærker rettens sagkyndige retsmedlemmer, at skibet ikke burde være afsejlet fra Singapore med et ”still water vertical bending moment” på 103 procent. Rettens juridiske dommer tilslutter sig denne vurdering.«

På den baggrund fandt dommerne ikke at transportøren havde løftet bevisbyrden i henhold til Sølovens § 275.

Dommen går i mod tysk praksis vedrørende samme forlis, idet man her lagde til grund, at transportøren ikke havde handlet culpøst i henhold til HGB art. 498.

Der afventes fortsat afgørelse i yderligere to sager vedrørende samme skibsforlis. Danske Speditørers Juridiske Afdeling følger afgørelserne i denne sag og vil komme med yderligere opdateringer herom, når der foreligger nyt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.646