Finanserne skal være på plads
Filip Högfeldt (38) er startet som filialchef i Scania Finans, hvor han skal stå for udvikling af Scanias finansierings- og forsikringskoncept til danske vognmænd.
Scania Finans tilbyder markedet for tunge køretøjer et bredt produktprogram af finansierings- og forsikringsløsninger, der passer til stort set alle transportørers behov. Det gælder både nye og brugte køretøjer samt busser.
- Scanias store fordel er, at vi kan tilbyde vognmænd hele pakken, når de skal købe nye og brugte lastbiler eller busser. Min rolle bliver at gøre pakken endnu mere attraktiv, fortæller Filip Högfeldt.
Filip har en mangeårig baggrund fra forsikrings- og finansieringsbranchen. I mere end 10 år har han været ansat som bl.a. Customer Service og Claims Manager hos et svensk forsikringsselskab. De seneste knap seks år har han været beskæftiget med forretningsudvikling inden for finansiering og forsikring af store køretøjer til de nordiske og baltiske markeder hos Scania Finans’ moderselskab i Södertälje.
Han erstatter Michael Fries, som tiltræder en nyoprettet stilling som salgsdirektør. I dette job skal han være med til at udbygge Scania Finans' position på det danske marked ved at styrke relationen til nuværende og fremtidige kunder, såvel mindre og mellemstore vognmænd som flådekunder, for at understøtte den dynamiske og positive udvikling, som Scania oplever i øjeblikket.