Lindø lagde industripark til havnekonference
Odense Havn og Lindø Industripark dannede i starten af oktober rammerne om TØF Havnekonference 2015, som TØF – Transportøkonomisk Forening og Danske Havne arrangerede.
Omkring 90 repræsentanter fra danske havne, havnerelaterede virksomheder, det politiske Danmark samt øvrige brancheinteresserede havde taget imod indbydelsen til konferencen, hvor der især blev sat fokus på markedstendenser og grøn omstilling i den danske havne- og logistiksektor.
”Hvad kan danske havne gøre for jer?”, var et af de spørgsmål, nogle af landets førende transportformidlere og rederier var inviteret til at give deres svar på.
En klar rollefordeling
Som man spørger, får man svar, og de danske havne kunne blandt andet tage hjem fra konferencen med erhvervslivets budskab om, at havnene skal koncentrere sig om at facilitere infrastruktur og blande sig udenom de havnerelaterede virksomheders kernekompetencer.
- Havnene skal blandt andet levere infrastruktur, gode adgangsforhold, fleksibilitet og omstillingsparathed. De skal ikke tilbyde stevedoring, agency, befragtning, pakhuse eller øvrigt salg af selskabernes kernekompetencer, lød det fra administrerende direktør hos Shipping.dk, Lars Jespersen, der fortsatte:
- Derudover er det vigtigt med lokal politisk opbakning, og at der er en klar skillelinie mellem land og by. Vi udvælger blandt andet havne på, om vi selv kan få lov at udføre stevedorearbejdet, havnens infrastruktur, overenskomstforhold på havnen og den generelle konkurrencesituation, sagde Lars Jespersen.
For Niels Tolstrup, direktør for Business Development hos Blue Water Shipping, er tillid blandt andet en afgørende faktor for et godt samarbejde mellem havn og virksomhed, fortalte direktøren:
- Vi ønsker, at de danske havne fokuserer på at levere deres kernekompetence – god havneinfrastruktur til den rigtige pris. Lad os udvikle os sammen, hvor det er relevant, men hvor hver har ansvaret for sin del af arbejdet. En klar rollefordeling er afgørende for tillid, som igen er afgørende for udvikling, sagde Niels Tolstrup, der også var kommet til Fyn med et budskab til havnene om de afgifter, havnene pålægger havnevirksomhederne:
- I skal ikke automatisk lade afgifterne stige med 2,5 procent hvert år. Det ville aldrig gå, hvis vi præsenterede vores kunder for det. Der er også et par store havne i Danmark, hvor produktiviteten kan forbedres, og det er en diskussion, der er lidt farlig at tage op. Men generelt er vi tilfredse med et arbejde, der udføres på havnene, lød det fra BWS-direktøren.
Tror ikke på øgede godsmængder
Shipping.dk-direktør Lars Jespersen ønskede også at bringe en debat om de mange havneudvidelser på banen:
- Havneudvidelserne er for store. Jeg tror ikke, at alle havnene kan bære dem, for vi tror ikke på, at godsmængderne øges, men at vækst i stedet skal findes via nye transportløsninger. Vi tror, at flere havne vil få udfordringer med at tiltrække tilstrækkelige godsmængder, der berettiger en erhvervshavn, og jeg tror, det ender med at blive et udskilningsløb mellem havnene, sagde Lars Jespersen.
Og de nye transportformer var også et emne, Klaus G. Andersen, administrerende direktør i Fredericia Shipping, berørte:
- Jeg tror ikke, at den samlede godsmængde bliver større, og som samfund skal vi være påpasselige med havneudvidelser. Men vi skal også tænke banen meget mere ind i vores logistik, for banegods er mere langsigtet. Banegods har en fremtid i Danmark, men det kræver tovejstrafik, og at der er et behov for transport begge veje, sagde Klaus G. Andersen.
Prioriter kritisk
De kommende finanslovsforhandlinger var også på tapetet.
En af dagens konferencedeltagere, Michael Svane – branchedirektør hos Dansk Industri (DI), var en af dagens flittigste spørgere.
- Det er jo et noget magert finanslovsudspil. Har du et godt råd til, hvad havnene skal have ud af de 110 mio. kr., politikerne afsatte i havnepakken, ønskede DI-direktøren svar på fra BWS-direktør Niels Tolstrup, der svarede:
- Vi skal have bedre infrastruktur. Stort gods og vindmøller skal have bedre adgang til havnene, sagde Tolstrup og tilføjede, at det også er vigtigt at se på, hvor man får mest ud af investeringerne:
- Jeg synes, man skal forholde sig kritisk til, hvilke havne man vælger at prioritere. For der er flere havne i landet, hvor det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at investere. Og derfor skal man være omhyggelig med, hvor man bruger pengene, svarede Niels Tolstrup Michael Svane.
Politisk debat
Havnekonferencen bestod desuden af en politisk debat mellem transportordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, og den nyvalgte bornholmske socialdemokrat Lea Wermelin, der er blevet sit partis havneordfører.
Det kom ikke til de store sammenstød mellem de to politikere ved debatten, der ser savnede flere trafikpolitiske profiler – herunder en repræsentant for regeringspartiet Venstre.
Kim Christiansen krydsede derimod klinger med flere blandt tilhørerne, heriblandt havnedirektør i Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen:
- I vil gerne bygge motorveje, men hvad med de blå? Staten har ansvaret for sejlruterne, og selvom det ligger i Miljøministeriet, så er det jeres ansvar. I har ansvar for vedligeholdelse, men uddybninger vil I ikke kigge på, lød det fra Jesper Holt Jensen henvendt til Kim Christiansen, der svarede:
- Havneudvidelser tager havnene sig af, og det er vigtigt, at vi har de her klare skillelinier, for ellers bliver havnepakken for voldsom. Vi skal holde os til at lave god infrastruktur til og fra havnene, lød det fra Kim Christiansen.
TØF Havnekonference 2015 bestod også af oplæg om den grønne omstilling, som Niels Bojer Jørgensen fra DONG Energy, Mads Roesen fra Combineering og Jakob Svane fra Dansk Industri bidrog til.