23948sdkhjf

Ser nyt potentiale i Norge

Øjner stigende varestrømme fra broderlandet.

Hvis man er købmand helt ind i hjertet, smeder man, mens jernet er varmt. Sådan en er Kim Thorstein-Nielsen, stifter af Elbo Logistik-Partner (ELP), der opererer fra Taulov Transportcenter.

Direktøren her øjner nye muligheder for at tilbyde selskabets lager- og logistikløsninger til det norske marked, og der er indledt forhandlinger med flere ”lune emner”.

Brænder for logistik

Udover købmand betegner Kim Thorstein-Nielsen sig som entreprenør og iværksætter. Han vil gerne fortælle, vil gerne sælge, og gerne udvikle.

Han er bidt af en gal logistiker, og blandt andet herfor stiftede han i 2001 Elbo Logistik-Partner sammen med sin bror, der i dag er ansat som driftsleder samme sted.

ELP tilbyder lager- og logistikløsninger i bred forstand – heriblandt lagerhotel med toldoplag. Men fra selskabets store domicil ved det attraktive Taulov Transportcenter gør det sig særligt gældende, at der som oftest foregår en form for forædling af de emner, der er på hotel. Det vil sige om-pakning, om-emballering eller en anden form for håndtering af emnerne.

På kundelisten springer en stor dansk bryggerikoncern umiddelbart mest i øjnene. Den store virksomhed får hos ELP forædlet store dele af sit import-øl, og bryggeriet har benyttet sig af ELP i mere end ti år, fortæller Kim Thorstein-Nielsen:

- Vi har i det hele taget et par håndfulde kunder, heriblandt nogle store internationale koncerner, som vi har haft i mange år. Og det ser jeg helt klart som et kvalitetsstempel, siger Kim Thorstein-Nielsen.

Øjner potentiale igen

ELP forsøgte i midten af 00’erne at fokusere mere på det norske marked, end det havde gjort hidtil. Men forventningerne til nabomarkedet overgik realiteterne, og fokusset aftog.

Men den forventning og udsigt til nye forretningsmuligheder er imidlertid vendt tilbage. For når Kim Thorstein-Nielsen i den seneste tid har nærstuderet de mange ordrer og forsendelser i ELP’s seks lagerhaller på 10.000 kvadratmeter, har han bidt mærke i, at en stadig større del på den ene eller den anden måde har med Norge at gøre.

- Jeg har ikke lavet statistik på det, men når jeg kigger ud over de varer, vi håndterer og har på lager, ser jeg mere og mere Norge. Jeg kan også mærke det i strømmen af forespørgsler fra kunder, siger Kim Thorstein-Nielsen og fortsætter:

- Det er min opfattelse, at det kan være fordi, norsk industri er begyndt at kigge ud over sine egne grænser ned over Europa. Det kan også være en grund, at det er billigere at få forædlet varer i Danmark, end det er i Norge. Men jeg ser i hvert fald et helt klart potentiale igen, og derfor har jeg hen over sommeren opprioriteret vores fokus på det norske marked, siger direktøren.

Han tilføjer, at der allerede er indledt dialoger med potentielle kunder, og at der især er to emner, han betegner som lune.

- For norske virksomheder, der eksporterer til det europæiske fastland, er det dyrt at have egen oplagring. Dertil kommer, at Norge, som jo ikke er med i EU, skal fortolde sine varer. Hos os kan de have varerne på toldoplag, det vil sige, at de i en periode ikke skal betale told og afgifter af varerne på lager, og samle hele forsendelsen og fortoldningen ét sted. Og så ligger vi jo godt til både at få det sendt videre til England og Sverige, men selvfølgelig også sydpå til kontinentet, siger Kim Thorstein-Nielsen, der også er formand for Taulov Transportcenter.

ELP beskæftiger i alt 22 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094