Nyt samarbejde søsat
Nyt samarbejde søsat
Danmark og Polen etablerer forum om maritim industri.
Den danske og polske maritime industri indleder i denne uge et tæt samarbejde om bæredygtig teknologi og skibsbygning. Målet er en øget eksport af dansk maritim teknologi, i særdelehed til et af Europas største nybygnings- og reparationsværfter Remontowa.
Dansk maritime industri har en hovedrolle på messen BALTEXPO, der netop nu holdes i Gdansk i Polen.
Messen danner startskuddet for ”Danish-Polish Maritime Business Forum”, hvor danske maritime virksomheder vil fortælle om bæredygtige teknologi og løsninger, og hvor der er indlagt formelle og uformelle møder mellem danske og polske maritime virksomheder. Blandt andet skal danske virksomheder besøge et af Europas største værfter Remontowa med flere tusind ansatte.
-Man kan sige, at vi er i gang med at gå fra at være konkurrenter til samarbejdsparterne. Fra udelukkende at optræde som konkurrenter for kunder ude i verden til at indse, at vi også kan samarbejde og drage nytte af hinanden til fordel for den maritime industri i begge lande, siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.
Danske Maritime har gennem de seneste par år intensiveret samarbejdet med Polen. Det er sket efter et ønske fra den polske maritime industri om at promovere Danmark og Finland som rollemodeller inden for især kompetenceudvikling og livslang læring. Samarbejdet er opstået på møder i den europæiske maritime brancheorganisation SEA Europa, hvor Jenny N. Braat har deltaget med sin pendant Jerzy Czuczman fra den polske maritime brancheorganisation ”Forum Okrętowe”.
-Vi kan fra dansk side møde med en viden om såvel kompetenceudvikling af medarbejdere som en vifte af højteknologiske produkter og innovative serviceydelser. Polen møder med ikke mindst store værfter, hvor der kan bygges meget store skibe, og hvor danske virksomheder gerne vil være mere synlige, når behovet efter bæredygtige løsninger vokser.
De virksomheder, som deltager i ”Danish-Polish Maritime Business Forum” med blandt andre Remontowa-værftet og polske myndigheder, er MAN Diesel & Turbo, Inrotech, Danfoss og PureteQ.
I 2014 oplevede de europæiske skibsværfter vækst i nye ordrer på 69 pct., mens de asiatiske værfter tabte terræn. Samtidig har verdens førende skibsbyggerregioner netop forudsagt en næsten fordobling af den gennemsnitlige årlige produktion af skibe i de kommende 20 år.
-Vækstpotentialet for den danske maritime industri er voldsomt i de kommende år, hvis vi formår at få del i både det voksende marked for nye skibe og det følgende marked for reparation og opgradering af sejlende skibe, siger Jenny N. Braat.