Fem i spil om bro-byggeri
Efter en prækvalifikation har Vejdirektoratet nu udvalgt de fem konsortier, der får mulighed for at byde på opgaven med at bygge den nye Fjordforbindelse mellem Frederikssund og Hornsherred.
Det drejer sig om konsortier og joint ventures med meget kompetente og anerkendte nationale og europæiske firmaer.
Otte konsortier eller joint ventures ansøgte om at blive prækvalificeret til milliardopgaven med at bygge den nye bro og motortrafikvej, hvoraf altså fem nu går videre til selve udbudsrunden.
-Vi har været igennem en grundig udvælgelsesproces den seneste tid, og er i den heldige situation, at have modtaget ønske om prækvalifikation fra otte højt kvalificerede ansøgere, som alle levede op til vores mindstekrav. Der er ingen tvivl om, at alle ansøgerne kan bygge den nye fjordforbindelse og motortrafikvej. Det er et stærkt felt, og nu har vi nøje udvalgt de fem, som vi finder bedst egnet til at løse opgaven, siger Erik Stoklund Larsen, anlægschef i Vejdirektoratet.
De fem prækvalificerede er:
- Fjordforbindelsen Frederikssund Contractors JV bestående af Per Aarsleff A/S (DK) og Ed. Züblin AG (D) med underleverandørerne Rambøll A/S (DK) og Strabag SE (AT)
- Joint Venture Rizzani de Eccher s.p.a (IT), N.V. Besix S.A. (BE), Acciona Infraestructuras S.A. (ESP) med underleverandør MJ Eriksson (DK)
- Joint venture Vinci Construction Grand Projects SAS (FR), Hochtief Infrastructure GmbH (D) og MT Højgaard A/S (DK)
- JV 3B bestående af BAM Infra bv (NL), Max Bögl International SE (D) og Barslund (DK) med underleverandør Max Bögl Nederland B.V. (NL)
- TBI Infra B.V. (NL) og Compagnie d´Entreprises CFE S.A./N.A (BE)
Vejdirektoratet forventer at fortsætte udbudsprocessen hen over efteråret. Her vil man benytte sig af udbudsformen konkurrencepræget dialog, hvor Vejdirektoratet vil holde møder med hver enkelt af de prækvalificerede med henblik på at finde de bedste løsninger for projektet.