Offshore kan få lempeligere skat
Venstre har intention om at udvide de maritime-skatteordninger til også at omfatte offshore. Venstres udmelding møder bred politisk opbakning, oplyser Danmarks Rederiforening.
I et interview med DR’s radioavis lancerer Venstre i dag intentionen om, at give den maritime offshore-sektor adgang til tonnagebeskatning og give sektorens søfolk adgang til sømandsbeskatning via DIS-ordningen. Målet er at fastholde og udvide den stærke danske position inden for offshore. En position, der er truet, fordi mange konkurrerende landes rederier opererer under mere lempelige vilkår end de danske.
-Det der er det afgørende for os i Venstre er at sikre private arbejdspladser i Danmark, og der er vi nødt til at forholde os til, om de nuværende regler er tilstrækkelige, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen til DR og siger med henvisning til tonnagebeskatning og DIS-ordningen, at ”der er nogle skatteforhold, som vi kan forbedre”.
Danmarks Rederiforening glæder sig over udmeldingen, som i den version Venstres ordfører gør sig til talsmand for, vil fastholde og skabe nye danske arbejdspladser – ikke mindst i danske yderområder.
-Det er rigtig glædeligt, at Venstre melder sig på banen med en løsning, som tegner sig dækkende. Den gode nyhed her er, at de mange danske søfolk i offshore-sektoren tilmed bor i den mindre befolkede del af landet. Når Venstre har som prioritet at sikre vækst i HELE Danmark, er offshore-området det helt rigtige sted at starte, siger direktør i Danmarks Rederiforening Jakob Ullegård.
-Problemstillingen er meget aktuel, for det er her og nu, at markedet vækster. Vi kan eksempelvis se, at når konsulentfirmaet PWC vurderer skatteforholdene på offshore-området, kommer Danmark dårligt ud. Derfor er det rigtigt set af både Venstre, DF og de Konservative, når de vil arbejde for både tonnagebeskatning og DIS-ordning for de mange værdiskabende, maritime aktiviteter på offshore-området. Det er vejen til, at Danmark kan gribe sin del af væksten, siger Jakob Ullegård.
Udmeldingen fra Venstre giver regeringen mulighed for at følge op på takterne fra SR-regeringens udspil i maj, hvor man lagde op til at udvide tonnagebeskatningen til også at omfatte mobile boreskibe og -rigge. SR-regeringen havde også fremsat lovforslag om tonnagebeskatning til en række offshore-aktiviteter, lige som den tidligere regering allerede i 2012 med ”Vækstplan for Det Blå Danmark” fremhævede, at man kunne forløse et dansk beskæftigelsespotentiale ved at udvide DIS-ordningen til at omfatte specialskibe til offshoreindustrien.