Glæde over udbygget Suez-kanal
Suezkanalens nye udvidelse åbner for verdens fragtskibe og det er ikke kun Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, der jubler.
Også danske Maersk Line kan med sine cirka 1.400 årlige gennemsejlinger se frem til at spare både tid og brændstof.
Det eksakte beløb vil Mærsk ikke gætte på, da det afhænger af både benzinpriser, lastens vægt og en række andre parametre. Men Maersk roser det seneste års enorme ingeniørarbejde med at udvide den 150 år gamle kanal med en ekstra sejlrende.
- Suez er en altafgørende forbindelse i verdens infrastruktur, og udvidelsen bekræfter Suez Canal Authority’s velvilje til at skabe vækst, siger Søren Toft, der er driftschef i Maersk Line til dr.dk.
Udvidelsen har også betydet, at turen i stedet for at tage 18 timer nu kun tager cirka 11, og især det faktum udtrykker Maersk Line stor tilfredshed med.
Maersk Line er Suezkanalens største kunde. For hver gennemfart betaler rederiet godt 3,6 millioner danske kroner.
Rederiet mener i øvrigt, at det er nødvendigt at give bedre træning til Suezkanalens personale, som har til opgave at sikre, at skibene kan sejle sikkert igennem.