NAC solgt til svensk kapitalfond
Den danske flyleasingvirksomhed Nordic Aviation Capital (NAC) har solgt aktiemajoriteten i selskabet til den svenske kapitalfond EQT VI for milliardbeløb.
NAC, som flyiværksætteren Martin Møller Nielsen stiftede i Skive i 1990, har med tiden vokset sig til den største privatejede flyleasingvirksomhed i verden. Med en flåde på næsten 250 fly og 40 flyselskaber som kunder i 30 lande er det dermed en kolos af en virksomhed, der altså får nye svenske ejere.
Partner i EQT Partners, Morten Hummelmose, udtaler i en pressemeddelelse:
- NAC er en attraktiv virksomhed med en stærk position i et marked i vækst. Selskabet har indtil videre undergået en imponerende udvikling takket være en unik forretningsmodel og en stærk ledelses- og virksomhedskultur. EQT VI vil supplere bestyrelsen med finansiel og luftfartsmæssig erfaring fra EQT’s netværk af erhvervsrådgivere. Vi tror på, at NAC passer godt sammen med EQT’s erhvervstilgang om at støtte selskaber i at nå deres fulde potentiale, og vi er spændte på det fortsatte samarbejde med Martin Møller, siger Morten Hummelmose.
Hvad angår prisen på aktiemajoriteten i NAC, formulerer EQT det således i pressemeddelelsen:
- Lukning af handelen indebærer de sædvanlige myndighedsgodkendelser fra visse konkurrencemyndigheder. På forudsætning af en kontant handel og et gældfrit selskab er den samlede værdi af NAC 3,3 mia. dollars (cirka 22,6 mia. kr.).
Martin Møller Nielsen:
- For os er både timingen og EQT som ny partner perfekt. Vi ser store muligheder for NAC, og vi kan drage nytte af EQT’s omfattende erfaring i at udvikle succesfulde selskaber, lyder det fra NAC-stifteren.
Martin Møller Nielsen fortsætter som bestyrelsesformand i virksomheden.