DSV opjusterer
DSV A/S øgede nettoomsætningen med næsten én milliard kroner i andet kvartal i år. Dermed har selskabet øget nettoomsætningen i første halvår med næsten to milliarder kroner til 25,7 mia. kr.
Fremgangen sætter positive spor i de øvrige nøgletal for speditionsgiganten, der i første halvår har forbedre driftsresultatet før særlige poster (EBIT) med 203 millioner kroner. Overskudsgraden er øget med 0,4 pct. til 5,6 pct. og resultatet før skat er i årets første seks måneder øget med nær ved en halv milliard kroner til knap 1,3 milliarder kroner.
- Vi har i andet kvartal af 2015 fortsat de positive takter med vækst i både sendinger og indtjening på alle vores forretningsområder. Vores Air & Sea division udmærker sig med imponerende 26 procent vækst i indtjeningen, og efter et solidt første halvår opjusterer vi nu forventningerne til resultatet for 2015, udtaler DSV A/S adm. direktør Jens Bjørn Andersen.
De tidligere udmeldte forventninger til hele 2015 opjusteres som følger:
- Bruttofortjenesten forventes at ligge i niveauet 10.900 - 11.200 millioner kroner (tidligere 10.500 - 10.900 millioner kroner)
- Resultat af primær drift før særlige poster forventes i niveauet 2.850 - 3.000 millioner kroner (tidligere 2.700 - 2.900 millioner kroner)
- Frie pengestrømme reguleret for køb og salg af virksomheder forventes at udgøre omkring 2.100 millioner kroner (tidligere 2.000 millioner kroner)
Øvrige forventninger er uændrede.
DSV A/S annoncerer samtidig, at selskabet iværksætter et nyt aktietilbagekøbsprogram på 600 millioner kroner.
DSV A/S - Hoved og nøgletal for 1. halvår:
(DKK mio.) 2. kvt. 2015 2. kvt. 2014 ÅTD 2015 ÅTD 2014
Nettoomsætning 13.127 12.162 25.728 23.764
Bruttofortjeneste 2.887 2.608 5.569 5.073
Driftsresultat (EBIT) 809 701 1.450 1.247
Overskudsgrad 6,2% 5,8% 5,6% 5,2%
Resultat før skat 710 626 1.279 787
Justeret resultat i perioden 560 493 1.014 866