Air Greenland nyt ERA-medlem
Det grønlandske flyselskab Air Greenland har tilsluttet sig det store europæiske netværk for flyselskaber ERA – European Regions Airline Association.
ERA’s generaldirektør, Simon McNamara, fløj i forbindelse med det nye samarbejde til Grønland for officielt at byde Air Greenland og selskabets direktør, Michael Højgaard, velkommen i alliancen.
- Air Greenland er kendetegnet ved, hvad regional luftfart kan gøre for erhvervsliv og samfund – det flyver under vanskelige forhold, udgør en vital livline til det nationale fællesskab og spiller en central rolle i forhold til at åbne op for den økonomiske og turistmæssige udvikling i Grønland, siger Simon McNamara.
Air Greenland er det tredje flyselskab der i 2015 slutter sig til ERA, der i forvejen tæller flyselskaber som Air Iceland og Cimber.