TSU skifter navn
Transportsektorens Uddannelsesfond (TSU) skifter navn til Transportens Udviklingsfond.
Navneskiftet er besluttet af fondens parter 3F og ATL på et nyligt afholdt bestyrelsesmøde, og det sker på baggrund af, at fonden i de senere år har haft lige så meget fokus på udvikling af transportbranchen som på uddannelse. Det fortæller Magnus Købke, fondens projektchef:
- Vores mission er at styrke transportbranchens kompetenceniveau og omdømme. Det har det sådan set altid været, men fondens fokus har i de senere år i stadig stigende grad været rettet mod brancheudvikling i en skarp konkurrencesituation med udlandet, siger Magnus Købke.
Fonden har fået nyt logo og nyt design på hjemmesiden, men det skal ikke ses som en revolution i fondens virke, der vil fungere som hidtil, lyder det fra projektchefen:
- Det gamle navn var lidt som en stram skjorte, der med tiden var blevet lidt for trang sine steder. Fonden vil stadig beskæftige sig med uddannelse, men der er kommet langt flere opgaver til, som drejer sig om at udvikle branchen, så både arbejdsgivere og arbejdstagere fortsat kan høre til blandt Europas allerbedste, siger Magnus Købke.