23948sdkhjf

Vidne til en dækrevolution

Frank Hansen runder 20 år med 42.000 kolleger.

1. juli runder teknisk chef Frank Hansen, Viby Sjælland, de første 20 år hos Continental Dæk Danmark A/S, hvor han på nærmeste hold følger og arbejder med den rivende teknologiske udvikling inden for dæk- og bilindustrien.

- De fleste mennesker betragter et bildæk som en sort, rund og småkedelig størrelse. For mig er det et højteknologisk produkt, som jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med og lære mere om, siger han i forbindelse med det runde årstal.

42.000 kolleger

I dag er han teknisk chef i det danske selskab af den internationale tyske Continental-koncern, der beskæftiger flere end 200.000 medarbejdere i 53 lande, heraf 42.000 i dækdivisionen. Foruden dæk til last- og personbiler, busser, fly og industri udvikler og producerer Continental avanceret teknologi til bil- og transportsektoren.

Den enorme udvikling i dæk- og bilindustrien, som Frank Hansen var været vidne til, siden han blev ansat i Continental Dæk Danmark A/S i 1995, er hovedårsagen til, at han aldrig har haft lyst til at søge sig et andet job.

- Jeg har haft gode muligheder for at udvikle mig i mit job. Samtidig er der sket så meget nyt i virksomheden, at det aldrig er blevet ensformigt. Et af de tilbagevendende højdepunkter i mit arbejdsliv er, når vi lancerer en ny dæktype. Det er mig, der skal præsentere det nye dæk for kunderne, og den opgave er ikke så enkel, som den har været, siger Frank Hansen.

Dæk er en videnskab

Hver gang Continental lancerer en ny dæktype, bliver der fra centralt hold sendt en produktpræsentation med informationer om dækket ud til de ansatte, som skal beskæftige sig med det.

Frank Hansen har ansvaret for at videreformidle den tekniske del af oplysningerne, så han bruger meget tid på at gennemgå præsentationen, som kan være en tung sag på mange sider. Når han har læst og forstået alt, udvælger han den viden, som han mener, at kunder og kolleger har brug for og præsenterer den på en måde, så alle kan forstå den.

- Det tager flere år at udvikle en ny bilmodel, og det tager cirka lige så lang tid at udvikle et nyt dæk. Der ligger en årelang udviklingsproces og tusindvis af ingeniørtimer bag lanceringen af et nyt dæk. Når du køber en ny bil, er det ekstremt vigtigt, at du har noget gummi, der kan overføre bilens køreegenskaber til asfalten, tilføjer Continental Danmarks tekniske chef.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112