23948sdkhjf

Told-bøvl under kontrol?

Danske Speditører: SKAT lover mere stabil drift af toldsystemerne.

Flytningen af SKAT’s toldsystemer i starten af juni har voldt danske speditører voldsomme problemer. IT-systemerne har været plaget af ustabilitet siden overflytningen – der skulle have taget tre dage.

Derfor mødte medlemmerne af Danske Speditørers Fagudvalg Told også talstærkt frem mandag til et hasteindkaldt møde med SKAT i København om de seneste 14 dages ustabile drift af toldsystemerne.

I mødet deltog ikke færre end seks topembedsmænd fra SKAT’s IT-afdeling samt Allan Rishøj, Claus Bo Larsen, Ole Nielsen, Torben Olsen Harty og Henrik Beck fra Danske Speditører.

Det skriver Danske Speditører i brancheorganisationens seneste fragtbrev.

Erfaringsudveksling

Mødet blev afholdt på foranledning af SKAT. SKAT ville gerne høre mere om speditørernes oplevelser og erfaringer i forbindelse med, at flytningen af toldsystemerne ikke blot varede de planlagte tre døgn, men i virkeligheden medførte ustabil drift i næsten 14 dage.

Indledningsvis gav både SKAT og Danske Speditører på mødet udtryk for, at det nu gælder om at se fremad. Fortidige fejl kan og skal give anledning til fremtidige forbedringer.

SKAT gav ved mødets start også udtryk for, at de væsentligste følgeproblemer efter flytningen 5.-7. juni nu ser ud til at være overstået. Frem mod sommerferien udestår kun et par mindre servicevinduer.

Hvornår disse gennemføres, vil forhåbentlig fremgå af SKAT’s ”rulletekster” på http://skat.dk/SKAT.aspx?oId=17468 (drifts- og statusmeddelelser).

Speditørlettelse

Danske Speditører udtrykte på mødet glæde og lettelse over, at problemerne nu ser ud til at være løst i denne omgang. Det var været hårde 14 dage at komme igennem.

En del af debatten på mødet drejede sig om betydningen af rettidig, åben og ærlig information om gennemførte og planlagte systemændringer og om deres konsekvenser for erhvervslivet. Repræsentanter for speditørerne sagde, at det bestemt ikke ser kønt ud, hvis der er uoverensstemmelse mellem rulleteksterne og det faktiske hændelsesforløb, sådan som det opleves i vores medlemsvirksomheder.

Danske Speditører er især glade for, at SKAT er villig til konstruktivt at lære af begivenhederne i perioden fra fredag den 5. juni og cirka 14 dage frem. Som vi gjorde opmærksom på, har indtrufne begivenheder i denne periode medført massive negative konsekvenser for vores medlemsvirksomheder. Derfor er vi tilfredse med, at SKAT er villig til at sikre sig, at begåede fejl om især dimensionering og kommunikation ikke gentages ved fremtidige tilpasninger.

Endelig ser Danske Speditører frem til den fortsatte dialog med SKAT om de systemændringer, der måtte blive nødvendige frem mod implementeringen af det nye europæiske toldkodeks (UCC) fra 1. maj 2016.  

Medlemmer af fagudvalg Told og politik- og kommunikationschefen fortsætter dialogen med SKAT ved et møde den 1. juli.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078