Rederiforening kritiserer program
Danmark og de øvrige EU-lande lancerer i denne tid de såkaldte Single Windows, der er den fremtidige platform for kommunikation med myndighederne i forbindelse med et skibs ankomst og afgang til en havn.
Løsningen, der træder i kraft 1. juni, følger at et EU-direktiv og var tænkt som en betydelig lettelse for erhvervet, fordi informationerne kun skulle leveres én gang ét sted. Det synes dog ikke at blive tilfældet, hvilket vækker ærgrelse i Rederiforeningen.
-Efter vedtagelsen af direktivteksten tilbage i 2010 var der store forventninger til, at der nu endelig kunne komme et gennembrud i kampen mod de administrative byrder, der svækker søtransportens konkurrenceevne sammenlignet med andre transportformer. Desværre har vi i den videre proces kunne se, at der ikke har været den fornødne opbakning blandt EU-medlemslandene til at etablere den for erhvervet ønskede løsning, der kunne sikre de fornødne lettelser. Det er rigtig ærgerligt, navnlig når det nu er det man fra politisk hold kæmper for i både IMO og EU, siger Peter Olsen, der er transportpolitisk chef i Danmarks Rederiforening.
Hvert land udvikler sin egen løsning, og i nogle lande er det endda den enkelte havn, der står for udformningen. Derfor tegner der sig nu et billede af et EU-initiativ, der reelt er en myriade af forskellige løsninger. I forhold til situationen i dag, hvor IMO FAL-konventionen sætter rammerne for hvilke oplysninger, der kan kræves af skibet, og hvor formularerne sigter mod harmonisering, er spørgsmålet reelt, hvad der bliver lettere i det fremtidige system.
Tværtimod er det fortsat planen at lukke det nuværende indberetningssystem for farligt gods, uden at et tilsvarende xml-system er på plads inden for rammerne af Single Window. Det er reelt en betydelig byrde, der påføres de rederier med store godsmængder, der i dag er afhængige af en ”system til system-løsning”.
-At man så samtidig har planer om at lukke et velfungerende indberetningssystem ned uden at kunne tilbyde noget tilsvarende eller bedre i stedet er helt ubegribeligt. Vi kan derfor kun endnu engang appellere til, at nuværende systemer forbliver funktionsdygtige, indtil nye og bedre løsninger er på plads, siger Peter Olsen.