23948sdkhjf

Brosikkerhed styrkes

14 store danske broer skal på værksted.

Vores største broer binder landet sammen og fungerer som livliner for folk i lokalområder. Derfor skal der passes godt på dem. I de kommende måneder får 14 af vores største broer besøg af Vejdirektoratet, så de også fremover kan klare alle strabadserne fra vind og vejr og trafik.

De store broer er afgørende transportveje herhjemme. Folk, der bor i nærheden af broerne, er afhængige af dem i deres dagligdag, hvad enten det drejer sig om at køre på arbejde, hente børn eller passe deres uddannelse.

Nu skal 14 af broerne repareres, så de kan holde mange år endnu og sikre sammenhængen mellem de danske landsdele. For det er blevet forår. Og foråret er lig med sæsonstart på Vejdirektoratets broarbejde.

-Velfungerende broer spiller en vigtig rolle, både når mange danskeres hverdag skal hænge sammen, og når erhvervslivets gods skal transporteres effektivt fra A til B, fortæller Iben Maag, projektchef i Vejdirektoratet.

I den kommende tid går Vejdirektoratets folk i gang med at skifte de forældede dele og nedslidte belægninger og i det hele taget fremtidssikre broerne mod det danske vejrlig. Så danske bilister fortsat kan komme nemt og sikkert rundt i hele landet.

-Vi skal reparere og fremtidssikre cirka en fjerdedel af de 44 større danske broer. Den løbende vedligeholdelse af broer er med til at forlænge deres levetid og dermed sikre danskerne bedre veje for pengene, forklarer Iben Maag.

Tre vigtige projekter i 2015

Oddesundbroen, Aggersundbroen og Hylkedalsbroen er nogle af de større broer, der står for tur.

Oddesundbroen, som rundede 75 år for et par år siden, skal have en gennemgribende renovering af brodækket. Det skal sikre broens levetid 30 år frem. For at sikre brobetonens holdbarhed, skal broen have en ny belægning og fugtisolering. Desuden skal den underliggende beton repareres, og vejbanen bliver gjort cirka 10 centimeter bredere.

Aggersundbroen skal gennemgå en grundig renovering af brodækket og fugtisoleringen. Vejdirektoratet udsatte arbejdet i 2014 efter ønske fra kommuner og landbrug i regionen. Men nu har Vejdirektoratet i samarbejde med de berørte parter lagt en ny tidsplan. Udskiftningen af broens belægning udføres i maj og juni i år. Derefter holder arbejdet på broen pause i juli og august, så blandt andet landbrugs- og ferietrafikken ikke bliver generet. Derfor udskiftes fortovsbelægningen først til september.

Tidens tand har også sat sine spor på Hylkedalsbroen. Derfor skal broen på den Jyske Motorvej E45, vest for Kolding, omisoleres i år. Det betyder, at den eksisterende belægning fjernes helt ned til betonen og opbygges på ny. På den måde beskytter vi broens bærende betonkonstruktion. Arbejdet omkring broen begynder til august og medfører for både trafikanter mod Tyskland og de daglige pendlere på E45 en hastighedsbegrænsning på 80 km i timen. Mens det nordgående spor bliver midlertidigt spærret, vil den sydgående vejbane rumme trafikanter i begge retninger.

-Reparationerne på vores broer skal gennemføres i løbet af sommeren. Vi kan ikke helt undgå at komme til at genere trafikken, men vi forsøger at lægge vores arbejde i de perioder, hvor der er færrest bilister på vejene,"forklarer Iben Maag.

De 14 største broarbejder i 2015:

Belægningsarbejder på Farøbroerne

Første etape af en omfattende renovering af kørebanen på Gl. Lillebæltsbro

Nyt slidlag og fornyelse af fuger på Gudenåbroen

Etablering af katodisk beskyttelse og reparation af bropiller og forankringer ved Kong Frederik den lX's Bro

Erosionssikring af piller ved Den ny Lillebæltsbro

Katodisk beskyttelse af Siøsundbroen

Løbende eftersyn og vedligehold af Storstrømsbroen

Ny kunststofbelægning på fortove på Svendborgsundbroen

Arbejder på Mønbroens underbygning

Ny motor m.m. til klapmaskineriet på Kronprins Frederiks Bro

Udskiftning af PLC-anlæg på Limfjordstunnelen

Omisolering af Hylkedalsbro

Omisolering af Oddesundbroen

Omisolering af Aggersundbroen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099