Internationalt firma - lokal erhvervspris
Den danske transport- og logistikvirksomhed Blue Water Shipping, der opererer i hele verden, er en af de succesrige lokale virksomheder i Greve, der vokser, trives og engagerer sig i lokalsamfundet. Alene i de sidste tre år er 30 nye medarbejdere kommet på lønningslisten.
Derfor kandiderer Blue Water Shipping til Greve Erhvervspris, der uddeles på torsdag 23. april i ErhvervsCentret, Greve
Det går forrygende for Blue Water Shipping, som med facade lige ud til motorvejen fra et af Greves centralt beliggende industrikvarterer leverer transport og logistik samt havnerelateret service af krydstogtskibe og søfolk, der ankommer til Københavns havne.
Den lokale filial med administration, kontor og lager på Ventrupparken 8B er vokset kraftigt. Antallet af medarbejdere er steget fra 60 til 90 på tre år, og en del af rekrutteringen er sket via Jobcentret i Greve.
Blue Water Shippings ledelse og hver enkelt medarbejder går altid efter at være ”Best in Town” – både når det handler om at tilføre kunderne og lokalsamfundet merværdi. Derfor har virksomheden en aftale med den lokale produktionsskole om at aftage praktikanter. Blue Water Shipping samarbejder også med Greve Gymnasium om at give eleverne mulighed for at omsætte deres faglighed til værdi i praksis.
Best in Greve
Torben Hoffmann, formand for Greve Erhverv, er imponeret over Blue Water Shippings bidrag til lokalsamfundet:
- Jeg oplever Blue Water Shipping som en interessant, professionel og både lokalt og globalt orienteret virksomhed, der med de mange spændende aktiviteter har sat skub i beskæftigelsen i Greve. Virksomheden summer af liv. Medarbejderne servicerer kunder fra hele verden fra Greve og taler alle mulige sprog. Og ledelsen påtager sig et socialt ansvar lokalt og har blik for at bidrage positivt til udviklingen af lokalsamfundet, eksempelvis ved at tage praktikanter ind og hyre lokal arbejdskraft i faste og midlertidige stillinger. Det sociale engagement lokalt kommer også til udtryk, når virksomheden for eksempel skal hyre håndværkere til en udvidelse af kontorlandskabet.
Rammer udvidet
Derudover har virksomheden i høj grad via lokal arbejdskraft udvidet kontorerne med 500 kvadratmeter, så der nu er 1500 kvadratmeter kontor og 5500 kvadratmeter lager med 27 porte. Herfra opbevarer, pakker og ekspederer Blue Water Shipping gods for kunder i hele verden. Lige fra armbånd, sandaler, rullestole, bådmotorer, trykkerimaskiner, vin og kokosmælk til hasteforsendelser af tophemmelige dokumenter, blodprøver, insulin og iltapparater.
Transporterne gennemføres med både bil, skib og fly. Hver eneste dag ruller omkring hundrede lastbiler fra ramperne ved lageret ud på motorvejen, hvor der er nem adgang både østpå og vestpå samt til Nord- og Sydeuropa.
Værdsat
Direktør Lars Tue Toftild er glad for anerkendelsen med nomineringen til Greve Erhvervspris:
- Det er utrolig betydningsfuldt for os, at vi er med i slutspurten om Greve Erhvervspris. Det beviser, at folk sætter pris på det, vi gør lokalt. Vi føler, at vi har overskuddet og hermed også pligten til at engagere os og bidrage forretningsmæssigt, socialt og sportsligt gennem forskellige indsatser. Vi er også repræsenteret i Greve Erhvervs bestyrelse samt engageret i Greve Kommunes Round Table 2015 om vækst- og erhvervsudvikling.