23948sdkhjf

Stabil godsmængde trods færre anløb

ADP kom godt ud af 2014, hvor containervolumen steg med 25 procent.

2014 var et godt år for ADP. Det økonomiske resultat afspejler vores forventninger og følger tendensen fra tidligere. 2014-resultatet er tilfredsstillende, og alt peger i den rigtige retning for fremtiden.

Sådan lyder indledningen på en pressemeddelelse fra Associated Danish Ports, der driver havnene i Fredericia, Middelfart og Nyborg.

Baggrunden er en omsætningen på 114,8 mio. kr. i 2014 mod 112,1 mio. kr. året før. Omsætningsfremgangen har dog ikke resulteret i en bedre bundlinje, da resultatet af den ordinære havnedrift blev 31,9 mio. kr., mod godt 35 mio. kroner i 2013.

- Det er et godt og tilfredsstillende resultat’, udtaler bestyrelsesformand Arne Tirsgaard.

- Vi har en konsolideret virksomhed, der i 2014 er optimeret på mange fronter. Vi går derfor spændende fremtid i møde med udviklingspotentiale for mange af vores forretningsområder.’

Udbytte til aktionærerne udgør igen i 2014 7.125 mio. kr.

Containervækst på 25 pct.

Antal skibsanløb faldt som nævnt en smule i 2014, men skibenes størrelse kompenserer herfor, hvad angår godsmængder.

- Det ser vi tydeligt på f.eks. containervæksten, hvor der pr. anløb kommer klart flere containere. Vækst på 25 % i 2014 fortsætter foregående års flotte containervækst, siger Arne Tirsgaard.

Investering og optimering

Der blev i årets løb investeret mere end 50 mio. kr. i opgraderinger på ADP-havnene i form af kajanlæg, baglandsarealer og på Nyborg Havn i form af et Ro/Ro-leje. Effekten af investeringerne ses tydeligt på aktiviteterne på ADP-havnene og især på Nyborg Havn, hvor flydende bulk-omsætningen steg markant. Det nye Ro/Ro leje på Nyborg Havn blev taget i brug i begyndelsen af 2015, hvor i alt 42 vindmøller over ca. tre måneder blev udskibet til opsætning i Sverige.

God udvikling i DMTC

Den 1. juli 2014 overtog ADP skødet på en 200.000 m2 grund i erhvervsområdet DanmarkC ved Taulov kun 10 minutter fra Fredericia Havn.

- Der har været arbejdet intenst på udviklingen af det nye transportcenter, og vi er tæt på at indgå den første aftale, udtaler Arne Tirsgaard.

Etableringen af transportcenteret i Taulov vil være med til at underbygge de transportmæssige- og logistiske fordele, ADP-havnen i Fredericia allerede nu tilbyder erhvervslivet i Region Syddanmark: central beliggenhed, vanddybde på 15 meter og dermed adgang til de største skibe, tæt på motorvejsnettet E20 / E45, tæt på jernbaneknudepunkt og tæt på en international lufthavn i Billund. DMTC giver på sigt såvel ADP som erhvervslivet klare logistiske synergi-fordele, ikke mindst hvad angår container- og Ro/Ro-trafikken.

Nøgletal

ADP A/S’ nøgletal (mio. kr.)                  2014            2013            2012

Nettoomsætning                                   114,8            112,1            103,4

EBITDA                                                    57,9              60,3              55,0

EBIT                                                         30,9              35,2              25,4

Årsresultat                                              31,9              35,3              28,8

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064