Aarhus først med EGNOS
Aarhus Lufthavn i Tirstrup har som den første civile lufthavn i Danmark taget EGNOS (European Geostationary Navigation Overlay System) i brug. Lufthavnen betegner GPS-navigationssystemet som værende den nyeste teknologi inden for satellitbaseret navigation.
Tidligere har Aarhus Lufthavn anvendt almindelige GPS-baserede navigationssystemer til situationer med eksempelvis ringe sigtbarhed. Men med EGNOS får lufthavnen mulighed for en præcision ned til én meter, der, udover at være en forbedring af det eksisterende system, også vil kunne spare lufthavnen for investeringer i og drift af de jordbaserede ILS-navigationsanlæg, lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Lufthavn.
Den østjyske lufthavn tog EGNOS i brug den 5. marts.