Motorvejsstykket mellem Odense og Vejle er en af de strækninger, jeg holder mest af, når jeg kører rundt i landet. Man nærmer sig den del af Danmark, hvor der bliver produceret og eksporteret, og det ses, måske mest intenst lige efter Lillebæltsbroen, i den store kurve nordpå og indfletningen fra kontinentet. Der ligger lastbiler til højre, til venstre, foran og bagved. På arbejde. Med råvarer til produktionen, med færdigvarer til terminalerne eller til konsumentleddet. Hængere med store og små medlemsvirksomheders logoer og reklamer, og trækkere med nummerplader i alle kombinationer på vej ind og ud af landet. Dér, midt i det hele, i sin egen personbil føler man sig som en del af et samfund, hvor der sker noget.

Det fungerer. Det kører for os. Det virker så selvfølgeligt.

Men er det nu også det?

I Tyskland blev resultatet af det seneste forbundsdagsvalg en "stor koalition," dvs. det borgerlige CDU-CSU i regering med socialdemokraterne i SPD. Kansler Merkel skal sørge for, at begge sider bliver tilgodeset politisk, og mon ikke man kan sige, at initiativet til at indføre tvungen tysk minimumsløn for alle lastbiler på tysk territorium er blevet til for at imødekomme fagbevægelsens og socialdemokraternes ønsker?

Men med Tysklands placering midt i Europa bliver tysk indenrigspolitik ikke udelukkende et tysk anliggende. EU's indre marked er ved at blive banket tilbage. Det kan godt være, der er røster i debatten der argumenterer juridisk for, at tyskerne må gøre, som de gør, men ånden i det fælles marked i de 28 lande - den får åndenød.

Ganske vist har Tyskland udsat ikrafttrædelsen for transittrafikker indtil senere på året efter ønske af Europakommissionen; men internationale transporter, som starter i Tyskland eller terminerer i Tyskland, er underlagt kravet om tysk minimumsløn. Med alt, hvad det betyder af fordyrelse af eksport til Tyskland og administrativt bøvl.

Og den onde ånd er sluppet ud af flasken: Frankrig ymter om at ville indføre en tilsvarende regel. Og Norge, som ikke er medlem, men i alt væsentligt deltager i det indre marked.

Det er nok for tidligt at forestille sig en genopførelse af "the bad old days", hvor gods skulle omlades på grænserne og al grænseoverskridende varetrafik skulle registreres. Men mindre kan også gøre rigeligt med skade. Væksten er lav i Europa. Nogle steder negativ; i Danmark, hvor vi er så heldige at have haft én procents vækst i BNP i 2014, lyder det, som om det er helt fantastisk. Én procents vækst? Det er ikke fantastisk. Det er for lidt. Og tiltag som det tyske med efterfølgende copy-cats vil bremse udsigten til mere vækst.

Under krigsråbet "til kamp mod social dumping" har der i nogle år været ført en kamp mod det indre marked, for statsstyring og protektionisme. Her ser vi resultatet - et godt eksempel på, at man skal passe på, hvad man ønsker sig: Man risikerer at få det.

Som om dette ikke er galt nok, er der i ellevte time og otteoghalvtredsindstyvende minut rejst alvorlig tvivl om Femern Bælt-projektet. Udgiften til den 18 kilometer lange forbindelse skal åbenbart være 40 procent dyrere end det, der har været udgangspunktet. Og entreprenørerne, som har budt på det, har et endog højere bud på, hvad det skal koste.

Der langes kølleslag ud i medierne fra forsvarere og kritikere af Femern Bælt-projektet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem der har ret, eller i det mindste: Mindst uret. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at de ansvarlige for et så stort projekt bringer sig selv i en position, hvor der kan sås tvivl om de grundlæggende udregninger. Mange virksomheder har allerede disponeret i tillid til, at planlægningen var på skinner. Nu ser det ud, som om skinnerne er af den art, man bruger til brækkede ben.

Jeg har personligt glædet mig til at kunne suse under Femern Bælt fra den ene kønne ø til den næste og på ingen tid til Hamborg og videre. Og jeg håber for Danmarks logistikindustri, at problemerne kan løses, for store visioner om et nordeuropæisk center for distribution afhænger af det. Jeg tror, at det haster med at genskabe tilliden.

Vi lever ikke af at holde stille. Vi lever af at holde økonomien kørende. Kør videre!