23948sdkhjf

Frustrationer over markedsforhold

Europæiske vognmænd efterlyser bedre sammenhæng i markedsregler.

Fair konkurrence var endnu engang hovedpunktet, da IRU’s europæiske strategi-komité torsdag afholdt sit halvårlige møde i Bruxelles. IRU er vejtransportens internationale paraplyorganisation, som blandt andet tæller DTL, DI og ITD som de danske medlemmer.

Social dumping

Særligt begrebet ’social dumping’ skabte debat. Nogle medlemmer insisterede under sidste møde på, at IRU skulle gøre det til sin politik bekæmpe ’social dumping’. Det udløste mange spørgsmålstegn i forsamlingen, da der generelt var stor usikkerhed om, hvad ’social dumping’ egentlig er.

En arbejdsgruppe har i mellemtiden arbejdet på at lave en definition af ’social dumping’, set fra en arbejdsgiver-vinkel, men måtte på gårsdagens møde konstatere, at det ikke havde været muligt. Gruppen kunne ikke finde frem til en meningsfuld definition af ’social dumping’, som alle kunne tilslutte sig. I stedet fremlagde gruppen et forslag til en fælles erklæring, som efterlyser bedre sammenhæng i EU’s markedsregler, og måden de bliver håndteret på i de forskellige lande.

- Det skinner igennem, at det store brede flertal i IRU er trætte af den negative debat, som drives under den værdiladede overskrift ’social dumping’. Facit efter torsdagens diskussioner er, at IRU lægger op til at gøre de usammenhængende regler til skurken i stedet for at pege anklagende på vognmænd, der benytter sig af de muligheder, de gældende regler byder på omkring internationale kørsler. Det svarer nøjagtigt til den linje, ITD står for, siger ITD’s erhvervspolitiske chef, Nikolaj Stig Nielsen, som deltog i mødet.

- Det er hævet over enhver tvivl, at der er behov at bringe en større klarhed ind i de fælles markedsregler og løse de problemer med manglende social sammenhæng, der vitterligt er på det europæiske arbejdsmarked for transport, understreger Nikolaj Stig Nielsen.

Bred modstand til tysk enegang

Også omkring et andet aktuelt spørgsmål er der god overensstemmelse imellem ITD’s og IRU’s linje, nemlig i spørgsmålet om den tyske enegang omkring mindsteløn for internationale chauffører. IRU præsenterede en række initiativer, som er taget for at lægge pres på tyskerne. IRU’s holdning er, at den tyske enegang er i strid med grundlæggende principper i EU.

- Det er ikke lovpligtig mindsteløn som sådan, der er problemet. Det findes jo i forvejen i næsten alle EU-landene. Problemet opstår, når tyskerne vil håndhæve tysk mindsteløn overfor chauffører, der allerede er omfattet af en anden mindsteløn i det land, hvor de er ansat. At det er ansættelseslandets lovpligtige mindsteløn, der skal håndhæves, og ikke mindstelønnen i det land, der lægger asfalt til transporterne, er der meget bred opbakning til blandt de europæiske vognmandsorganisationer, siger Nikolaj Stig Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11