Trafikken tilbage mellem Nørre Aaby og Middelfart
Der resterer nu kun ganske kort tid, inden ombygningen af den Fynske Motorvej fra fire til seks spor mellem Nørre Aaby og Middelfart er klar til indvielse.
Undervejs er arbejdet med udvidelsen foregået i skiftevis nord- og sydsiden af motorvejen, mens trafikken er blevet afviklet i den modsatte side.
I projektets sidste to uger før indvielsen den 6. oktober bliver trafikken nu lagt om i vestgående retning. Trafikken mod vest bliver fra natten til den 24. september flyttet fra sydsiden til nordsiden, som altså er ved at stå færdig.
Dog vil der frem til den 6. oktober stadig kun være åbnet for to spor, selvom vejen egentlig er udvidet til tre spor. Det skyldes, at der stadig foregår arbejde med autoværn, midterrabatten, og støjskærme i ydersiden. Der vil desuden gælde en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen.
I den østlige retning mangler der at blive stribet om fra fire smalle til tre bredere, og permanente, spor. Der skal også fjernes en gul midteradskillelse, og midlertidige skilte skal pilles ned. Dette arbejde forventes at vare to uger.
De nordlige ramper ved det nye tilslutningsanlæg 50 Middelfart Ø ved Aulbyvej åbnes sammen med motorvejsudbygningen den 6. oktober. De sydlige ramper er allerede åbne.
/mb