Mærsk på rekord-kurs
A.P. Møller - Mærsk steg i går markant på fondsbørsen. De to rederiaktier, A og B, satte fuld fart frem til toppen af C20 Cap-indekset, og B-aktien nåede endda sit højeste kursniveau nogensinde.
Mærsk B-aktien sluttede 3,3 pct. højere i kurs 15.200 og lagde dermed afstand til den hidtidige - og syv år gamle - lukkekursrekord på 15.000 kr. Den stammer fra juli 2007, før finanskrisen kastede containerrederiet Maersk Line ud i en drabelig priskrig, og før oliedivisionen Maersk Oils reserver og produktion begyndte at skrumpe. Men nu ser det bedre ud for rederiet, mener investorerne.
Nordeas nye kursmål for aktien hedder 19.000 kr. og udgør noget af et løft fra de 15.500 kr., der hidtil var bankens mål for rederiets aktier. Det er blandt andet udsigten til øget indtjening og højere udbytte, der får Nordea til at tro på nye kursrekorder for Mærsk-aktierne.
Uden for C20-indekset fortsatte Torm sin børsmæssige deroute. Aktien faldt 12 pct. tirsdag og dykkede onsdag yderligere 16 pct. til en kurs på 39 øre per aktie. Det er for anden dag i træk det laveste nogensinde for Torm.
/mb