Kronprins Frederik åbner Danish Maritime Forum
Når Danish Maritime Forum slår dørene op den 8.-9. oktober, er det med et royalt islæt.
Sammen med Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen åbner kronprins Frederik ballet, når en lang række af verdens allermest indflydelsesrige eksperter, ministre og maritime branchefolk skal diskutere, hvordan vi bedst imødekommer de muligheder og udfordringer, det globale maritime erhverv står overfor de kommende år.
-Vi er glade for den støtte, det offentlige Danmark viser os.Det er med til at understrege, hvordan alle bakker op om dette initiativ og de opgaver, vi forsøger at løse med et arrangement som Danish Maritime Forum. Det er alt sammen med til yderligere at udbygge Danmarks position som et globalt maritimt center, mener generalsekretær Flemming R. Jacobs.
Danish Maritime Forum foregår den 8.-9. oktober på Docken i København. Deltagelse i forummet foregår udelukkende pr. invitation og deltagerne tæller internationale ministre, eksperter og en række udvalgte branchefolk fra den globale maritime klynge.
-Når vi kigger frem mod 2030, er forventningen, at verdenshandelen vil fordobles. Det sætter store krav til den maritime industri, som i dag står for transport af omkring 90 procent af verdens samlede fragt. Det er disse krav, vi forsøger at komme i møde med et arrangement som Danish Maritime Forum, forklarer Jacobs.
Danish Maritime Days er et offentligt- privat partnerskab mellem Danmarks Rederiforening, Danske Maritime og Søfartsstyrelsen støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, Den Danske Maritime Fond, Erhvervs- og Vækstministeriet, Lauritzen Fonden, D/S Orients Fond, Hempel Fonden og Torm Fonden.
/mb