Aarhus Havn: Omsætning med positive tendenser
Kattegat-Rutens ophør i Aarhus påvirker stadig godsomsætningen på Aarhus havn.
Men trækker man ruten ud af den samlede opgørelse, viser første halvår af 2014 til gengæld nye positive tendenser med en stigning på otte pct. i omsætningen af gods i forhold til 2013. Målt i kroner steg den samlede omsætning (gods, udlejning, service mv.) med ni pct. til 126 mio. kr.
Aarhus Havn realiserede i første halvår af 2014 en godsomsætning på 3.978.000 tons, hvilket betyder, at der er løftet 309.000 tons gods mere over kaj i forhold til første halvår 2013. Stigningen, som svarer til ca. otte pct. er beregnet på de nuværende kunder, mens der er realiseret et fald på 4,2 pct., hvis man medtager Kattegat-Ruten, som i oktober sidste år indstillede sejladsen mellem Aarhus og Kalundborg.
Bulkvarerområdet, der bl.a. består af korn og foderstoffer, er nærmest i eksplosiv vækst med en stigning på 23,2 pct., mens de flydende produkter – typisk olie – viser en tilbagegang på 1,1 pct. Omsætningen af containere, som er havnens største enkeltstående område, steg til gengæld med 1,7 pct.
Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen ser stigningen i containeromsætningen som en pejling for den aktuelle vækst, der sker i samfundet.
-1,7 pct. er acceptabelt, da det er lidt over den vækst, vi har haft i samfundet i samme periode. Til gengæld er det overordentligt positivt, at vores bulkomsætning stormer frem, og det glædelige er, at væksten ligger både hos de gamle velrenommerede kunder og de nye, der er kommet til, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Aarhus Havns samlede omsætning målt i kroner steg i første halvår med ni pct. til 126 mio. kr. mod 115 mio. kr. i samme periode sidste år. Indtægterne er fordelt på gods, udlejning af arealer og diverse services, som Aarhus Havn leverer til virksomheder på havnen.
Jakob Flyvbjerg Christensen forventer, at de positive tendenser fortsætter i andet halvår af 2014, men understeger, at Kattegat-Ruten uundgåeligt vil påvirke dette halvårsresultat også.
/mb