Gang i rejselysten i Aalborg Lufthavn
Knap 140.000 passagerer gik der gennem terminalerne i Aalborg Lufthavn i maj 2022, hvilket svare til en vækst på 3,8 procent i forhold til maj 2019.
Udenrigs- og charterruter sætter gang i ferietrafikken
Rejserestriktioner er efterhånden fortid i branchen, og fyldte charter- og udenrigsafgange med forventningsfulde rejsende er igen dagligdag i Aalborg Lufthavn. Danskerne vil rejse igen, hvor blandt andet de græske feriefavoritter endnu engang fylder afgangstavlen.
- Der er ikke mange tomme sæder, når charterflyene sætter kurs mod det sydlige Europa. Det vidner om, at vi er tilbage til normalen, hvor forår og sommer er lig med ferierejser til udlandet for rigtig mange danskere. Efter en på mange måder uforudsigelig tid kan pakkerejsen, hvor et rejsebureau står for hele rejsen, give de trygge rammer for igen at komme af sted på ferie. Men de ferierejsende finder vi efterhånden også i høj grad på vores udenrigsruter, hvor vi nærmer os 90 procent af niveauet fra 2019 – båret frem af blandt andet fuldt bookede KLM-afgange og vores nye Napoli-rute, der er kommet godt fra start, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
/anga.