23948sdkhjf

DI: De høje dieselpriser er kommet for at blive

Prisen på energi er fortsat på himmelflugt.

Ved indgangen til 2021 kostede en liter truckdiesel 10,01 kr. - nu koster den 15,69. Og kører man på gas, er udviklingen endnu voldsommere. Så sent som i oktober måtte man af med 11,95 kr. for et kilo transport biogas. I skrivende stund er den pris vokset til 19,95 kr. De høje priser er desværre kommet for at blive, vurderer Dansk Industris branchedirektør for energi.

Den høje gaspris skyldes ikke mindst krigen i Ukraine, mens prisen på olie steg tidligere i forløbet, fordi OPEC-landene skruede ned for produktionen under coronakrisen som konsekvens af en faldende efterspørgsel.

De høje priser på energi kan mærkes mange steder. Også i vejgodstransportbranchen, hvor budgetter skal revideres, tilbud ændres og bundlinjer forvandles.

- Det er en ekstrem udvikling med historisk høje energipriser, som vi er vidne til. Gasprisen har aldrig været højere de seneste 25 år, og det har også påvirket elprisen. Der er ikke udsigt til, at det ændrer sig foreløbig. Vi kigger ind i en ny normal med langt højere energipriser, end vi har været vant til. Og det er et vilkår, som hele samfundet må indrette sig på, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

Med få undtagelser kører lastbilerne stadig på diesel. Selvom det foreløbig kun er USA og Storbritannien, der har udstedt forbudt mod import af olie fra Rusland, er prisen på diesel steget markant siden begyndelsen af 2021, hvor den stadig var påvirket af den mindskede efterspørgsel under coronakrisen. Nu smitter udviklingen fra gasprisen også af på olieprisen.

- Det er en del af det samlede forsyningskrise-billede, og selvfølgelig er oliemarkedet også påvirket. Råolie er oppe på over 100 dollars per tønde, og det kan enhver se, når man kommer forbi en tankstation. Men vi kan nemmere erstatte den russiske olie med import fra andre lande end den russiske naturgas, siger Troels Ranis.

Det er langt fra kun vejgodstransportbranchen, der vånder sig under de voldsomme prisstigninger på brændstof, som vi har oplevet det seneste år. Det er hele verdensøkonomien, som har skullet omstille sig til et nyt udgiftsniveau. Og selv om udviklingen kan virke skræmmende, er det en trøst, at den danske konkurrenceevne ikke bliver svækket, da det er en generel tendens, som rammer på tværs af hele markedet.

- Men det er afgørende, at man justerer sine priser efter det nye omkostningsbillede. Og det gælder selvfølgelig også transporterhvervet, siger Troels Ranis.

Han påpeger, at vi i Norden på grund udnyttelsen af vores geografi med norske brusende elve og roterende vindmøller generelt er bedre stillet end store dele af Centraleuropa, som er mere afhængig af den russiske gas.

- Vi producerer mere af den billige el fra sol og vind, ligesom de nordiske vandmagasiner sikrer endnu lavere priser i Norge og i Nordsverige. Derfor er elprisen billigst i Skandinavien og dyrest i Centraleuropa. Og det kan give os en lille konkurrencefordel i den nuværende situation, vurderer Troels Ranis.

Den sikre vej til mere stabile energipriser er investeringer i grøn omstilling og en større egenproduktion af energi, så vi i Europa kommer ud af afhængigheden af gasleverancer fra Rusland og sikrer forsyningen til alle sektorer.

- Billig grøn strøm er en fordel både her og nu og på den lange bane. Produktionsprisen er langt lavere, og det bekræftes af de priser, vi ser, konstaterer han.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094