Kliplev-vognmand med flot plus på bunden
Kliplev-virksomheden FairTrans realiserede i 2021 et overskud på 4,6 mio. kr. efter skat, hvilket ifølge direktør Hans Jørgen Hansen er ”et meget tilfredsstillende resultat i en besværlig tid”.
FairTrans-koncernen består af moderselskabet FairTrans Holding A/S og datterselskaberne FairTrans A/S, Comet Transport ApS og Comet Transport GmbH og beskæftiger i alt 163 medarbejdere. Hovedsædet ligger i Kliplev, hvorfra FairTrans med 16.500 kvadratmeter lagerhotel udfører total lagerstyring for selskabets kunder – og i sommeren 2022 kan selskabet tage yderligere 4.800 kvadratmeter i brug. Koncernen råder over mere end 100 trækkere og 125 trailere.
- Vi glæder os til at få mere plads på vores lagerhotel, for det er her, vi oplever en betydelig efterspørgsel, siger Hans Jørgen Hansen, der samtidig glæder sig over, at medarbejderstaben er vokset, og at selskabet for femte år i træk har modtaget CSR-mærket - Aabenraa Kommunes anerkendelse for at drive en socialt ansvarlig virksomhed.
- Stor ros til vore dygtige medarbejdere for en helstøbt og stærk indsats under svære vilkår, siger Hans Jørgen Hansen.
- Med vores rammer, set-up og en fornuftig egenkapital ser vi fortrøstningsfuldt på fremtiden, slutter Hans Jørgen Hansen.
/anga.