60 år for den danske model
”ATL hjælper medlemmerne på rigtig mange områder, blandt andet transportlovgivning, arbejdsmiljø og uddannelse. Men som arbejdsgiverforening er vi en del af en den danske model, som ikke bare er noget, man pudser af ved skåltaler, men faktisk virker. Hvis vi sammenligner det danske arbejdsmarked med det udenlandske, gør vi det rigtigt godt i Danmark. Det er der grund til at flage for i anledning af ATL’s 60 års fødselsdag.
Det sydeuropæiske arbejdsmarked er for eksempel langt mere fastlåst end det danske. Virksomhederne har vanskeligt ved at komme af med medarbejdere, som ikke løser opgaverne tilfredsstillende, eller som de ikke har beskæftigelse til længere. Afskedigelser fører til konflikter og ikke så få retssager.
Derfor er arbejdsgiverne tilbageholdne med at ansætte nye medarbejdere. De tør ikke binde sig til en medarbejder, som de ikke kan komme af med igen, hvis markedet pludselig vender. Og derfor er der typisk en langt højere arbejdsløshed i de lande – ikke mindst ungdomsarbejdsløshed.
I Danmark er der naturligvis også uenigheder og interessekonflikter. Men gennem over hundrede år har vi opbygget en tradition for at forhandle os til løsninger. Vi forhandler overenskomster, som giver medarbejderne fornuftige vilkår og samtidig gør det muligt for virksomhederne at konkurrere. Der er mange fordele ved det system – en af dem er, at vi har relativt få arbejdsnedlæggelser sammenlignet med andre lande.
DI og ATL hjælper transportens arbejdsgivere med flere hundrede faglige tvister om året. De fleste bliver løst med et forlig på arbejdspladsen. Uendeligt få sager går videre til en faglig voldgift. Det er en kæmpe fordel for både arbejdsgivere og medarbejdere at undgå mange bekostelige og langtrukne retssager. Og vi står hver dag klar til at hjælpe vores 800 medlemmer med rådgivning, kurser og møder, hvor det kræves.
Tillykke til ATL med de 60 år – vi er klar til mange flere årtier i transportarbejdsgivernes tjeneste".
/anga.