Frode Laursen: Utilfredsstillende regnskab trods millionoverskud
På trods af stigende omsætning lykkedes det ikke transport- og logistikkoncernen Frode Laursen at matche overskuddet fra 2020. Ændrede rammevilkår og kapacitetsmangel er blandt begrundelserne, lyder det fra selskabet.
Til gengæld lykkedes det Frode Laursen at sænke sine CO2-emissioner med 9 procent. Dermed er virksomheden godt på vej til at indfri sine grønne ambitioner om sænke sit CO2-udledning med 35 procent fra 2020 til 2030.
Ikke tilfredsstillende bundlinje
I 2021 har Frode Laursen A/S leveret et overskud på 31 mio. kr. efter skat baseret på en omsætning på 2.013 mio. kr. Egenkapitalen udgør 200 mio. kr., hvilket svarer til en soliditetsgrad på 27,7 procent.
Som forventet blev både omsætning og indtjening i 2021 præget af coronapandemien og væsentlige ændringer i branchens rammevilkår, der ifølge virksomheden gør det vanskeligere og dyrere at afvikle visse typer transportopgaver. Kapacitetsmangel og markant øgede omkostninger betød, at Frode Laursens overskud er 8 mio. kr. lavere i 2021 end året før.
- Vores medarbejdere har håndteret en ekstremt omskiftelig periode med en sand kraftpræstation. De har været omstillingsparate og klar til at yde en ekstra indsats for at sikre, at vi har kunnet levere til vores kunder, siger økonomidirektør Dennis Rytter og fortsætter:
- Det er dog desværre ikke lykkedes os i tilstrækkelig grad at få de øgede udgifter konverteret ud i markedet, og det samlede resultat er derfor ikke tilfredsstillende.
9 procent mindre CO2-udledning
Kort før offentliggørelsen af regnskabet udsendte Frode Laursen sin CSR-rapport for 2021, der viser en betydelig nedgang i virksomhedens CO2-udledning. I 2021 gik Frode Laursen over til udelukkende at bruge grøn strøm på alle lokationer, hvilket medførte et fald på 48 procent i logistikcentrenes CO2-udledning, mens transporternes CO2 udledning faldt med 8 procent. Faldet i transporten skyldes først og fremmest en tredobling af Frode Laursens forbrug af alternative brændstoffer som HVO-biodiesel og biogas. I 2021 kørte således cirka 16 procent af Frode Laursens transporter på alternative, grønne brændstoffer.
Samlet set betød det, at Frode Laursens sænkede sin CO2-udledning med 9 procent, hvilket er et stort skridt mod virksomhedens mål om at have reduceret sit CO2-udslip med 35 procent fra 2020 til 2030.
- Vi er stolte af, at vi det første år er lykkedes med at gøre et så markant indhug i vores CO2 udledning, og vi vil gøre meget for at kunne fortsætte de gode takter trods stigende omkostninger og udfordrende rammevilkår for den grønne omstilling af vejgodstransporten, siger Dennis Rytter.
/anga.
Foto: Fode Laursen.