Udbygning af E45 når vigtig milepæl
Nu er der godt nyt til bilpendlere og andet godtfolk, der benytter sig af en række vejstrækninger rundt omkring i landet.
Folketinget har tredjebehandlet en anlægslov, og med vedtagelsen af anlægsloven kan eksempelvis projektet om udbygningen af motorvej E45 Vejle-Skanderborg nu for alvor gå i gang.
Senior projektleder John Kjærsgaard, Vejdirektoratet, siger:
- Det er et kæmpeprojekt, som vi i Vejdirektoratet lige nu er i gang med at forberede, og det har derfor også været vigtigt at få vedtaget anlægsloven fra politisk side. Nu har vi alt på plads, så vi kan tage fat på næste fase og udarbejde den endelige detailprojektering, siger han.
Udbygningsarbejdet forventes at være gennemført ved udgangen af 2026, hvorefter alle seks spor kan tages i brug. I 2027 vil der i løbet af sommerhalvåret blive udlagt slidlag og gennemført andre færdiggørelsesarbejder, men med minimal påvirkning på trafikken.
Informationsmøde onsdag den 15. juni
Vejdirektoratet afholder et informationsmøde onsdag den 15. juni i Forum Horsens, hvor Vejdirektoratets medarbejdere på den kommende udbygning præsenterer projektet, tidsplanen, og hvad der helt konkret skal ske på strækningen fremadrettet.
Som en del af gennemgangen af projektet vil der være en orientering om støj, og hvad der findes af støjreducerende tiltag i forbindelse med anlægsprojektet.
- Det er vigtigt for os, at vi kommer godt fra start og har en god dialog med projektets naboer. Derfor har vi sat en del ressourcer ind på at være åbne og tilgængelige for alle, som er interesserede i den kommende udbygning, både med et større informationsmøde og de efterfølgende nabomøder, siger John Kjærsgaard.
Der bliver afholdt to opfølgende nabomøder i et format svarende til åbent hus, hvor alle kan møde op og tale med Vejdirektoratets medarbejdere på projektet. Møderne bliver afholdt i henholdsvis Hedensted Centret torsdag den 21. juni fra kl. 14.00 til 19.00 og Egebjerg-Hansted Forsamlingshus onsdag den 22. juni fra kl. 14.00 til 19.00.
Geotekniske undersøgelser
Som en del af projekteringsarbejdet udfører geoteknikere boreundersøgelser langs strækningen, hvor motorvejen bliver udbygget.
Ved at bore ned og tage jordbundsprøver opnår man et mere detaljeret billede af omgivelserne og det underlag, der skal arbejdes med i anlægsprojektet. De geotekniske undersøgelser begynder mandag den 23. maj på den sydlige del af strækningen, og arbejdet vil stå på den kommende tid.
Derudover vil de tre museer Vejle Museerne, Horsens Museum og Skanderborg Museum tage fat på arkæologiske undersøgelser på strækningen efter sommerferien. De undersøgelser skal blandt andet afdække, om der er levn fra fortiden gemt i området, som skal undersøges nærmere, udgraves og måske bringes til et af museerne, før motorvejen kan blive udbygget.
Anlægsloven omfatter blandt andet følgende vejprojekter: Udbygningen af E45 Vejle – Skanderborg fra fire til seks spor, udbygning af E45 Aarhus Syd – Aarhus Nord fra fire til seks spor samt udbygning af strækningen mellem Aarhus Nord og tilslutningsanlæg <20> Skejby, udbygning af Hillerødmotorvejens forlængelse fra motortrafikvej til motorvej og udbygning af Ålbæk – Skagen til en 2+1-vej.
Vejdirektoratet forventet, at de første anlægsarbejder går i gang i midten af 2023.
/anga.