23948sdkhjf

Esbjerg i spil som nyt NATO-knudepunkt

Amerikansk interesse for den vestjyske havn til deployering af styrker til Østersøområdet og Baltikum.

USA har vist interesse for at bruge Esbjerg Havn som knudepunkt for deployering af allierede styrker til Østersøområdet og Baltikum.

Esbjerg Havn har en god beliggenhed og størrelse, nærhed til lufthavn, gode forbindelser til jernbane- og motorvejsnet og ligger tæt på flere store kaserner og de tilhørende muligheder for indkvartering.

Forsvarsminister Morten Bødskov besøger i dag fredag Esbjerg Havn for at se nærmere på mulighederne for at klargøre havnen. På mødet deltager blandt andre også Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen og Søren Gade, der er formand for havnen.

Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler:

- Ruslands forfærdelige angreb på Ukraine gør det helt klart, at Danmark skal leve op til forventningen om, at vi kan yde værtsnationsstøtte for allierede, der gerne vil igennem Danmark. Her kommer Esbjerg ind i billedet. Esbjerg Havn har en attraktiv beliggenhed i forhold til at kunne støtte vores allierede i NATO - og i særdeleshed USA, med deployering af blandt andet materiel til Østersøregionen. Det er en god mulighed for Danmark til at levere støtte til de lande, som sender forstærkninger til at varetage vores alles sikkerhed, siger han.

Hvis projektet opnår politisk støtte, lægges der op til, at hjemmelsforhold, økonomi, miljø og juridiske spørgsmål bliver afklaret i en arbejdsgruppe med deltagelse af relevante myndigheder. Det er forventningen, at forbedringerne af havnen kan stå klar med udgangen af 2023.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113