Stor multikontrol på E45
I sidste uge udførte politiets Tungvognscenter Nord (TCN) den største kontrol i flere år. Kontrollen fandt sted ved rasteplads Glenshøj Øst, ved Hobro og i samarbejde med blandt andre Fødevare-, Motor-, Beredskabs- og Færdselsstyrelsen. Der blev standset cirka 175 lastbiler - heraf 61 udenlandske, cirka 31 varevogne blev kontrolleret - heraf 2 udenlandske. Herudover blev 22 personbiler også standset på grund af diverse færdselsforseelser.
De mange forskellige instanser samarbejdede tæt om at kontrollere bredt. Razziaen havde både fokus på last- og varevognstrafikken - herunder køre- og hviletidsbestemmelserne, ulovlig cabotagekørsel, godskørsel, særtransporter, dyretransporter, ADR/miljø samt fejl og mangler.
I forbindelse med kontrollen blev der ligeledes sat fokus på køretøjerne som arbejdsplads og herunder de enkeltes chaufførers løn og ansættelsesforhold.
Det oplyser lederen af politiets Tungvogncenter Nord, politikommissær Claus Kjær-Pedersen, som fortæller videre:
- Vi er i alt 60 mand samlet herude i dag, og på trods af regnvejret har vi et rigtig godt flow af køretøjer. Der er god stemning, høj arbejdsmoral, og vi møder en bred forståelse for kontrollen blandt de fleste af de standsede.
På motorvej E45 var der nedsat hastighed i forbindelse med kontrollen, da området er at betragte som en arbejdsplads, oplyser politikommissæren. Hastigheden var derfor nedsat til 50 km/t, hvilket var udfordring for flere, særligt personbiler. Således havde 229 ved kontrollens ophør haft så travlt med at passere, at det kostede dem en bøde. Heraf 37 klip og 5 betinget frakendelser.
Den brede kontrol resulterede i, at politiet og de forskellige styrelser kunne registrere 33 forseelser mod danske vognmænd og chauffører samt 12 mod udenlandske tunge køretøjer. 9 forseelser blev det til på varebilssiden.
- Der var stort set forseelser inden for alle områder, konkluderer Claus Kjær-Pedersen.
/anga.