ETS kan blive trædesten mod CO2-neutralitet
EU’s kommende regulering af CO2-udledningen fra bl.a. skibsfarten kan blive vigtig for at komme videre med global regulering. Hvordan systemet indrettes, er dog helt afgørende. Det var én af pointerne fra Danske Rederiers webinar om Fit for 55.
I næste uge skal medlemmerne i Europa-Parlamentets Miljøudvalg stemme om forslaget om, hvordan skibsfarten skal omfattes af EU’s kvotehandelssystem, ETS. Det samlede Europa-Parlament skal til stemmeknapperne 6.-9. juni om det endelige udspil fra Parlamentet, som så skal forhandles på plads med medlemslandene via Ministerrådet.
EU’s Kvotehandelssystem (EU-ETS) er ved at blive revideret for at tilpasse systemet til EU’s nye klimaambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med minimum 55 procent inden 2030. Det betyder, at skibsfarten også bliver omfattet af kvotehandelssystemet. Danske Rederier har en klar målsætning om klimaneutral skibsfart i 2050, og i 2030 skal minimum 5 procent af den danske flåde kunne sejle på CO2-neutralt brændstof.
På den baggrund hilser Danske Rederier forslaget velkommen og ønsker i bund og grund at hæve ambitionsniveauet.
Det var baggrunden for, at Danske Rederier i går sammen med Linea Søgaard-Lidell, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, arrangerede et webinar for at sætte de igangværende ETS forhandlinger under en ambitiøs dansk lup.
Linea Søgaard-Lidell, som er med til at forhandle Fit for 55-pakken for den liberale gruppe, Renew Europe, stod for det indledende oplæg og lagde vægt på det fortsatte ønske om at få en global regulering, som omfatter hele skibsfarten:
- Vi har brug for en global løsning fra IMO, men i dens fortsatte fravær, må vi fra EU's side gøre, hvad vi kan for at presse på for en verdensomspændende løsning. Her har kvotehandelssystemet potentialet til at blive en trædesten mod CO2-neutral skibsfart, sagde Linea Søgaard-Lidell og understregede, at EU bør sætte en tidlig startdato for, hvornår al sejlads til og fra EU-havne bliver omfattet af CO2-reguleringen.
To prioriteter
Danske Rederier har to klare prioriteter i forhold til ETS’en.
For det første skal man anvende et fuldt livscyklusperspektiv, så man ikke kun tager udledningen fra skibets skorsten, men også produktionen af brændstoffet i betragtning. Det skal kunne betale sig at investere i brændstoffer, der er produceret på vedvarende fremfor fossil energi.
Dernæst skal det kontraktmæssige forhold mellem skibsejer og befragter ikke reguleres, men være en del af den forhandling, der allerede i dag foregår mellem de involverede parter. Kvoteomkostningen skal placeres dér, hvor markedet tilsiger det. Maersk og NORDEN understregede på webinaret hver især vigtigheden af disse to pointer set fra henholdsvis container og trampfart.
Fra Danske Rederier talte direktør for klima, miljø og sikkerhed, Maria Skipper Schwenn om vigtigheden af at få vedtaget en ambitiøs regulering, der rent faktisk driver reelle reduktioner.
- For at få fuldt udbytte af ETS reguleringen, så skal vi tilgodese investering i grønne brændstoffer. Det skal kort og godt koste færre kvoter, hvis du sejler på brændstof produceret på vedvarende energi. Helt grundlæggende skal alle aktører trække i samme retning for at igangsætte og drive omstillingen. Derfor nytter det ikke, at man ved lov bare placerer kvoteomkostningen hos befragteren. Skibsejeren har også et ansvar for omstillingen og for at investere i energieffektivitet. De to parter kan sagtens forhandle sig frem til en kontrakt, som sikrer et kvoten bliver betalt, siger Maria Skipper Schwenn.
Når Europa-Parlamentet har stemt, er vejen åben for de endelige forhandlinger med EU-medlemslandene om den endelige lovgivning, som forventes at træde i kraft ved årsskiftet. /Smir