23948sdkhjf

Støjskærm langs Fynske Motorvej

Vejdirektoratet afskærmer mindre bysamfund på 3,8 kilometer strækning.

Udbygningen af selve motorvejen med et ekstra spor i hver retning mellem Odense V. og Gribsvad på Fyn blev afsluttet i sensommeren 2021, og trafikanterne har siden da haft tre kørespor i hver retning. Vejdirektoratet går nu i gang med at afskærme de mindre bysamfund langs strækningen med støjskærme.

Vejdirektoratet monterer i alt 3,8 kilometer støjskærm fordelt på fem støjskærme omkring Andebølle, Skallebølle, Brønserod og Kildebjerg rastepladserne ved Kildebjerg.

Arbejdet gik i gang i begyndelsen af maj, og Vejdirektoratet forventer, at arbejdet er afsluttet ved udgangen af oktober 2022.

Projektchef Robin Højen Madsen, Vejdirektoratet, siger:

- Vi er klar over, at der er en del støj fra motorvejen, og langs Fynske Motorvej er der flere mindre bysamfund tæt på motorvejen. Derfor monterer vi nu som en del af det samlede projekt fem støjskærme, der skal mindske støjen for naboerne til motorvejen. Det betyder ikke, at støjen fra motorvejen forsvinder helt, men den bliver væsentligt reduceret, siger han.

Fem meter høje støjskærme

Fire af de fem støjskærme bliver fem meter høje, mens støjskærmen ved Kildbjerg N. bliver tre meter høj. Dens funktion er udelukkende at afskærme rastepladsen.

Støjskærmene bliver beplantet på begge sider med rådhusvin og efeu. Der plantes i alt cirka 5.000 rådhusvin og cirka 33.000 efeu.

Fem meter høje støjskærme kan virke som en barriere i landskabet, og derfor har vi valgt en løsning, hvor støjskærmene bliver beplantet med grønt, så de får et mere naturligt udtryk i landskabet. Beplantningen har i sig selv ikke en støjreducerende effekt, men de pynter, siger Robin Højen Madsen.

Ud over de fem støjskærme er der allerede etableret en 10 meter høj støjvold ved rasteplads Kildebjerg S, som skal være med til at mindske støjen for borgerne i Skallebølle.

20 kilometer vildthegn bliver sat op

Vejdirektoratet opsætter i forbindelse med projektet omkring 20 kilometer vildthegn for at øge trafiksikkerheden.

Der er en del grønne arealer og skove på begge sider af motorvejen, og mange dyr bevæger sig på tværs af motorvejen. For at øge sikkerheden for både trafikanter og dyr sætter Vejdirektoratet vildthegn op, så dyrene bliver dirigeret i retning af sikre passager ved hjælp af mindre veje eller faunapassager. Det arbejde vil stå færdigt i sensommeren 2022.

Virksomheden Saferoad er entreprenør på opgaven med støjskærme, mens Arkil A/S står for at opsætte vildthegn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141