ITD-formand vil forene små og store medlemmer
John A. Skovrup, der er ny bestyrelsesformand i ITD, har et klart mål: at styrke fællesskabet i ITD, så alle medlemmer føler sig godt repræsenteret, og man står sammen som én fælles organisation.
- Der skal være plads til både store og små medlemsvirksomheder - vi er hinandens forudsætninger. Vi skal finde fælles fodslag, så vi står stærkt som organisation, pointerer John A. Skovrup, som har siddet i ITD’s bestyrelse i fire år.
John Skovrup er selvkørende vognmand og driver sin virksomhed fra Bække ved Vejen, hvor han har tre biler. Virksomheden er specialiseret i eksportkørsel med rugeæg og daggamle kyllinger, ligesom man varetager ad-hoc opgaver for speditører og større vognmandskollegaer.
- Jeg vil gerne stå for ordnede forhold i branchen. Vi skal optræde professionelt som vognmænd, og når vi så møder urimelige vilkår, skal vi stå sammen om at ændre tingene, så vi bruger vores indflydelse klogt, mener John A. Skovrup.
Og så vil han arbejde for, at ITD’s medlemmer får endnu mere ud af organisationens medlemsservice.
- Vi har som vognmænd helt sikkert forskellige behov for service - alt efter hvilken type virksomhed vi driver, hvilket gods vi kører med, og om vi kører nationalt, internationalt eller begge dele, men der er alligevel en stor fællesmængde. Vi vil lytte til medlemmernes behov og så imødekomme så meget som muligt, understreger John A. Skovrup.
/anga.