ITD frygter nidkær kontrol af arbejdstidsdirektiv
Til trods for talrige advarsler kommer transportminister Trine Bramsen nu med et lovforslag, der skal indføre en – ifølge ITD nidkær – myndighedskontrol af chaufførernes arbejdstid.
Brancheorganisationen beskriver lovforslaget er en stor sten i skoen for den danske transportbranche, og ITD vil kæmpe for, at Folketinget ændrer lovforslaget, så de allerværste konsekvenser for chauffører og vognmænd kan afbødes.
Det skriver ITD i en pressemeddelese.
Erstatter arbejdsmarkedets parter
Regeringen lægger nu op til at ændre en næsten 20 år gammel og velfungerende praksis om kontrol af chaufførers arbejdstid.
Regeringen har nemlig sendt et lovforslag til Folketinget, hvor de foreslår, at det fremover skal være myndighederne, som skal kontrollere chaufførernes arbejdstid i Danmark.
Hidtil har det været op til arbejdsmarkedets parter at håndtere og kontrollere reglerne i den såkaldte Danske Model.
En model der har virket til alles fordel, mener ITD, som samtidig sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er nødvendigt med nye regler på dette område, som regeringen ellers begrunder lovforslaget med.
- Kontrollen af arbejdstid fungerer rigtig fint under Den Danske Model. Derfor forstår vi ikke, at regeringen ikke har været i stand til at overbevise Europa-Kommissionen, om at vi godt kan fortsætte med at håndtere reglerne i det fagretlige system. Det er vi jo alle tilfredse med i Danmark, siger Carina Christensen, adm. Direktør i ITD, og fortsætter,
- For nu skal vognmænd og chauffører pålægges en masse administrativt bøvl for at kunne bevise, at de overholder reglerne. Det giver ingen mening.
Bøder til chauffør og vognmand
Ved overtrædelser vil der ifølge lovforslaget blive udstedt bøder til både chauffør og vognmand på henh. 1.000 og 2.000 kr. Bøderne kan dog være højere, hvis der er tale om grove overtrædelser.
Men det risikerer ifølge ITD hurtigt at stikke helt af, hvis ikke Folketinget får fastsat et loft over bøderne.
- Vi må nu sætte vores lid til, at Folketingets partier får ændret på lovforslaget og afbødet de allerværste konsekvenser af Regeringens forslag. Transportbranchen opererer i forvejen i én stor regeljungle, og det sidste vi har brug for, er flere bøder og mere nidkær kontrol af chaufførernes arbejdsliv. Det skræmmer folk væk fra faget, siger Carina Christensen.
Med de nuværende regler har chauffører kunnet få godtgørelse gennem det fagretlige system, hvis deres arbejdstidsregler ikke har været overholdt. Men det vil være slut, hvis det nye lovforslag bliver vedtaget.
- Frem for en model, hvor chaufføren kunne blive tildelt en godtgørelse i det fagretlige system, vil regeringen i stedet give dem en bøde. Med lovforslaget er der en stor risiko for, at bøderne hurtigt løber løbsk, hvis ikke Folketinget får fastsat et loft over bøderne på det her område, udtaler Carina Christensen.
Folketinget har sat lovforslaget på til førstebehandling den 20. april, og regeringen foreslår, at de nye regler skal træde i kraft allerede den 21. maj. ITD advarer her mod at Folketingets lovbehandling bliver hastet igennem, da lovforslaget vil få store konsekvenser for den danske transportbranche. /Smir