23948sdkhjf

DSV udvider direktionen

Koncernen udnævner Jens H. Lund til driftsdirektør.

På baggrund af den betydelige vækst, DSV har gennemgået de senere år, har logistikkoncernen besluttet at udvide direktionen.

Jens H. Lund, der har været finansdirektør (Group CFO) siden 2002, vil nu få en ny rolle som driftsdirektør (Group COO) med ansvar for udvikling og optimering af forretningen, digital strategi, IT og den fortsatte styrkelse af koncernens infrastruktur og globale netværk. Ifølge DSV har Jens H. Lund været dybt involveret i disse områder igennem årene, og den nye ledelsesstruktur vil give ham mulighed for at øge dette fokus på driften og på den fortsatte udvikling af forretningen.

Michael Ebbe udpeges til ny finansdirektør. Michael Ebbe har været en del af ledelsen i DSV’s Group Finance-afdeling, siden han kom til DSV i 2007. Hans nuværende titel er vicefinansdirektør (Deputy Group CFO), og han vil i sin nye rolle fortsat have ansvar for koncernens finansielle rapportering, treasury-funktion, International Shared Service Centres, compliance-afdeling og forsikringsaktiviteter. Michael Ebbe har gennem årene været med til at udvikle DSV’s Finance-afdeling og har spillet en vigtig rolle i integrationen af opkøbte virksomheder.

Bestyrelsesformand Thomas Plenborg:

- Vi styrker vores direktion for at sikre, at vi også i fremtiden kan vækste og udvikle selskabet med høj fart. Samtidig ønsker vi at sikre kontinuitet i ledelsen. Jens Lund har været en fantastisk finansdirektør i knap 20 år og har spillet en vigtig rolle i udviklingen af DSV. Med hans store viden om selskabet og logistikbranchen er Jens den helt rette til at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af vores IT-platform, optimering af driften, osv. Michael Ebbe har været en del af DSV i mange år og har et godt samarbejde med Jens Bjørn, Jens og resten af ledelsesteamet. Bestyrelsen har fuld tillid til, at Michael fortsat vil levere rapportering af høj kvalitet og være med til at sikre den fortsatte udvikling af DSV, siger Thomas Plenborg.

DSV’s direktion omfatter nu Group CEO Jens Bjørn Andersen, Group COO Jens H. Lund og Group CFO Michael Ebbe. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141